Vand i kælderen
Ved kraftige regnskyl kan kloakkerne på visse steder blive så fyldte, at fortyndet spildevand stiger op i kældre eller på terræn, når dæksler løftes af trykket i kloakledningerne.
Kontakt dit forsikringsselskab
Hvis du har fået vand i kælderen fra afløbet, skal du først og fremmest kontakte dit forsikringsselskab. De kan hjælpe med at låne dig f.eks. pumper eller affugtere og hjælpe med selve rengøringen efterfølgende.
Det er skybruddets intensitet, der afgør, om det er forsikringen eller Forsyning Helsingør, der skal betale skaden. Der er typisk tale om skybrud, når der er faldet mindst 10 mm regn på 10 minutter. Så er det forsikringen, der dækker.
Risiko for oversvømmelse
Man kan ikke helt undgå oversvømmelser. Så skulle kloakkerne være mere rummelige, end de er i dag, og det er uforholdsmæssigt dyrt. Forsyning Helsingør har i overensstemmelse med spildevandsplanen vedtaget et serviceniveau, der siger, at vandet højst må stuve op til toppen af rørene hvert andet år. Det vil sige, at risikoen for vand i kælderen i de mest udsatte ejendomme i gennemsnit vil være en del sjældnere end hvert andet år, når kloaksystemet fungerer korrekt.
Er der oversvømmelse pga. et forudsigeligt driftsproblem, er det Forsyning Helsingør, der står for erstatningen.
Man kan sikre sig yderligere mod oversvømmelse ved at installere en højvandslukker.
Du kan læse mere
Du kan læse mere om vand i kælderen i pjecen om ansvar, afhjælpning og andre gode råd, når du har vand i kælderen




