Etablering af spildevandskloak i Hornbæk Vest

Kloakforsyningen har siden 2005 været i gang med at kloakere sommerhusene i Hornbæk Vest. Vi har nu kloakeret ca. 450 sommerhusgrunde ud af de ca. 800, der er nævnt i spildevandsplanen.

På baggrund af en evaluering har vi valgt at ændre udbudsformen fra oplandsvise udbud til et rammeaftaleudbud. Det har medført, at vi nu er i gang med at udarbejde et nyt udbudsmateriale, hvor den forventede opstart med entreprenøren er januar 2011.

Vi forventer, at alle sommerhuse i Hornbæk Vest området er kloakeret i 2015. Ca. 3 måneder før arbejdets start, vil grundejeren modtage et brev om hvordan man skal forholde sig.

Hvis din ejendom ligger i det vestlige Hornbæk, kan du se planen for kloakeringen af området her.

Der er i løbet af sommeren blevet udført geotekniske boringer i området. At der er fortaget undersøgelser nær et sommerhus, er ikke ensbetydende med at huset bliver forsynet med kloak som en af de første.

Almindelige spørgsmål vedrørende kloakeringen i Hornbæk:
• Hvornår ? – Før år 2015. Vi sender et brev ud med et mere præcist tidspunkt ca. 3 måneder før arbejdet ved dit sommerhus går i gang.

• Omkostninger ? 

Der skal betales et tilslutningsbidrag på kr. 30.319,50 inkl. moms (år 2010 pris uden tag- og dræn vand). Ændringerne inde på din egen grund skal du selv få udført og betale for. Her anbefaler vi, at man hører om pris hos flere kloakmestre. Arbejderne skal udføres af en autoriseret kloakmester.

• Hvornår skal man være tilsluttet ? Du har 1 år til at blive tilsluttet, fra vi har ført kloakken til din grundgrænse. Vi sender et brev når du kan tilslutte din ejendom.

• Dispensation: Man kan få dispensation for tilslutning i op til 10 år. Dette kræver, at du har et godkendt spildevandsanlæg – og der gives dispensation for tilslutning indtil dette anlæg er 10 år.

• Må der ledes regnvand til den nye kloak? Nej! Sommerhusene vil kun blive kloakeret for spildevand, mens regnvand fra tage og andre overflader samt dræn ikke må komme i den nye kloak.

Forsyning Helsingør er startet med at opspore de mange ikke lovlige tilkoblinger af tag- og overfladevand i den kloakeret del af Hornbæk vest området. Der vil blive sendt påbud med krav om frakobling af tag- og overfladevand til de husstande vi finder med ulovlige tilkoblinger.

• Skal septiktanken graves op? Det mest almindelige er at man omdanner tanken til en gennemløbsbrønd. T- stykker fjernes og der fyldes op med sand hvorpå der støbes en rende i beton øverst.  Det er så kun hvis den interne kloak skal føres i en anden retning at man helt nedlægger sin septiktank. Alt dette kan din kloakmester vejlede dig om.

• Skal man søge om tilslutning til kloakken? Ja! Det er normalt kloakmesteren der på dine vegne søger Helsingør Kommune og Forsyning Helsingør om tilslutning til kloakken.

Spørgsmål kan rettes til projektleder Niels Holm tlf. 48 40 53 14 eller gruppeleder Lars Berggren Winther tlf. 48 40 53 11, mail kundeservice@fh.dk