Spildevandsplan 2012-26 i høring

Helsingør Byråd har den 12. december 2011 vedtaget at fremlægge ”Forslag til Spildevandsplan 2012-2026” i offentlig høring i henhold til Lov om Planlægning (lovbekendtgørelse nr. 937 af 24. september 2009). Samtidig offentliggøres Byrådets afgørelse vedrørende miljøvurdering (lov-bekendtgørelse nr. 936 af 24. september 2009).

Læs forslaget til spildevandsplan 2012- 2026 her.

Spildevandsplanens formål.
Forslaget til spildevandsplanen indeholder en række forskellige afsnit, som blandt andet beskriver lov- og plangrundlag, recipienter, herunder principper for prioritering af opfyldelse af miljømål, status på kloak- og renseanlæg, tids- og aktivitetsplan for fornyelse af kloaksystemet samt afsnit omkring administration, rettigheder og pligter.

Endvidere indeholder forslaget til spildevandsplan en række hovedretningslinjer omkring lokal håndtering af regnvand, spildevand i det åbne land, prioritering af opfyldelse af miljømål, undersøgelse af kloakeringsforhold i kolonihaver samt en prioritering af opfyldelse af servicemål.

Hvad betyder planen for mig.
For langt de fleste betyder planen ikke noget i hverdagen. Hvis du bor i det åbne land, vil din ejendom enten blive kloakeret i planperioden, eller du skal etablere dit eget renseanlæg. På kommunens hjemmeside er der, sammen med spildevandsplanen, et link hvor du kan finde din ejendom og se nærmere, hvad der sker i planperioden.

Hvis du bor i et område, der er helt eller delvist fælleskloakeret, kan det være, at der laves ændringer i kloaknettet i løbet af planperioden således, at spildevandet stadig ledes til rense-anlæg, mens regnvandet enten ledes til recipient eller skal nedsives på egen grund.

Alt dette kan du høre meget mere om på borgermøderne den 26. januar på Kulturværftet eller den 2. februar i Hornbæk Golfklub, begge dage kl. 19-21.

Temaet på mødet på Kulturværftet vil være ”Bortskaffelse af regnvand på egen grund” mens temaet til mødet i Hornbæk Golfklub vil være ”Spildevandsløsninger i det åbne land”
 
Fremlæggelse og indsigelsesfrist
”Forslag til spildevandsplan 2012-2026” er fremlagt i 8 uger fra den 10. januar 2012 – 6. marts 2012 i overensstemmelse med reglerne i Lov om miljøbeskyttelse.

Forslaget kan ses og fås følgende steder.
•    Center for Teknik og Miljø, Mørdrupvej 15, 3060 Espergærde
•    Receptionen på Rådhuset, Stengade 59, 3000 Helsingør
•    Borgerservice på Prøvestenen, Birkedalsvej 27, 3000 Helsingør
•    Hovedbiblioteket i Helsingør (Kulturværftet), Espergærde Bibliotek, Abildvængets Bibliotek og Hornbæk Bibliotek.

Forslaget kan også ses på kommunens hjemmeside www.helsingorkommune.dk/aktuelt

Åbningstider i Center for Teknik og Miljø, Rådhuset og Borgerservice (gælder ikke for bibliotekerne):
Mandag-onsdag kl. 09.30-14.30, torsdag kl. 09.30-16.45 (Borgerservice dog til kl. 17.45) og fredag 09.30-12.00.

Indsigelser og forslag til ændringer til ”Forslag til spildevandsplan 2012-2026” skal sendes til Center for Teknik og Miljø, Mørdrupvej 15, 3060 Espergærde eller tm@helsingor.dk inden den 6. marts 2012.

Yderlige oplysninger kan får ved henvendelse til biolog Annemarie Westh Jepsen på tlf. 49 28 25 05 eller biolog Carsten Strøm på tlf. 49 28 25 08.

Miljøvurdering
Helsingør Kommune har gennemført en screening af ”Forslag til spildevandsplan 2012-2026” i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer (lovbekendtgørelse nr. 936 af 24. september 2009). På baggrund af screeningen er det besluttet, at der ikke skal foretages en miljøvurdering jf. lovens § 3, stk. 1, pkt. 3.

Screeningen kan ses sammen med ”Forslag til spildevandsplan 2012-2026” og på kommunens hjemmeside www.helsingorkommune.dk

I henhold til lovens § 16 kan der klages over beslutningen efter reglerne i planloven. Der kan kun klages over retlige spørgsmål.

Afgørelsen om miljøvurdering kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, Rentemestervej 8, 2400 København NV. inden 4 uger fra annonceringen, dvs. senest den 7. februar 2012.

Det koster et gebyr at få behandlet en klage i Natur. og Miljøklagenævnet. Vejledning om ge-byret kan ses på Natur- og Miljøklagenævnets hjemmeside www.nmkn.dk/vejledninger/klagegebyr

Ønskes afgørelsen om miljøvurdering indbragt for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra annonceringen dvs. senest den 17. juli 2012.