Sådan sorterer du

Her kan du få et overblik over, hvordan du skal sortere dit affald.

none

Sorteringsvejledning

Restaffald & Madaffald

Restaffald er fx:

  • Pizzabakker
  • Bleer
  • Støvsugerposer
  • Cigaretskod
  • Kattegrus og hundeposer med indhold
  • Emballage med madrester og snavs
  • Tuber med indhold fx remoulade

HUSK! Knude på posen.

Pak aske, kattegrus, støvsugerposer og andet støvende eller fugtigt affald godt ind, før du kommer det i affaldssækken eller beholderen. Det gælder også spidse og skarpe genstande.

Restaffald transporteres til Norfors forbrændingsanlæg, hvor det bliver til el og varme.

Madaffald er fx:

  • Rå og tilberedte madrester
  • Frugt og grøntsager
  • Pålæg, kød og ben
  • Brød, gryn og nødder
  • Ris og pasta
  • Kaffegrums og -filtre
  • Te og teposer
  • Afskårne blomster

HUSK! Knude på posen.

Se hvordan du kan få nye grønne poser til madaffald.

Madaffaldet bliver sendt til et anlæg i Ølstykke, der omdanner affaldet til biopulp. Pulpen sendes videre til et godkendt biogasanlæg i Danmark, hvor det omdannes til biogas og gødning. Biogassen opgraderes til fossilfri naturgas og kan bl.a. bruges i transportsektoren. Gødningen afsættes til landmænd, hvor det kommer på markerne, så næringsstofferne igen kan indgå i naturens kredsløb.

HUSK! Mad- og drikkekartoner bliver fremover indsamlet med plastaffaldet. Derfor skal de ikke længere sorteres som restaffald.

Har du endnu ikke modtaget beholdere til rest- og madaffald, så skal du fortsat aflevere dit madaffald i din affaldssæk eller beholder til dagrenovation.

Plast & Metal

Plast er fx:

  • Mælke-, yoghurt- og juicekartoner
  • Plastflasker
  • Plastbøtter
  • Plastlåg
  • Plastdunke fra fx rengøringsmidler
  • Plastbakker fra fx kød, frugt og grøntsager
  • Plastposer og -emballage
  • Ikke-elektronisk legetøj af plast

HUSK! Plast skal være fri for madrester og tømt for væske.
Giv bøtter, bakker og dunke et let skyl i koldt vand, hvis det er nødvendigt.

Plast bliver sendt til behandlingsanlæg i Tyskland. I kontrakten med anlægget stilles der krav om minimum 60 procents reel genanvendelse af plastaffaldet. Resten, som ikke i dag umiddelbart kan genanvendes eller sorteres fra, bliver omdannet til energi ved forbrænding.

Metal er fx:

  • Øl- og sodavandsdåser 
  • Konservesdåser 
  • Metallåg og -kapsler 
  • Foliebakker
  • Stanniol
  • Gryder og pander
  • Redskaber – også med håndtag fx sakse

HUSK! Metal skal være fri for madrester og tømt for væske.
Giv konservesdåser eller foliebakker et let skyl i koldt vand, hvis det er nødvendigt. 

Metal bliver sendt til et anlæg i Roskilde, hvor metallet sorteres og afsættes til virksomheder, der omsmelter det, så det kan bruges i nye metalprodukter.

Har du endnu ikke modtaget beholdere til plast og metal, skal du fortsat aflevere plast og metal på genbrugspladsen.

Papir & Pap

Ja tak:

  • Aviser, magasiner og ugeblade
  • Reklamer
  • Kontorpapir, kuverter og postkort
  • Paprør fra køkkenruller og toiletpapir
  • Papemballage fra fx morgenmadsprodukter
  • Små papæsker og skotøjsæsker
  • Æggebakker
  • Små stykker pap

HUSK! Papir og pap skal være rent og tørt.

Nej tak:

  • Vådt og snavset papir og pap
  • Kartoner fra drikkevarer
  • Bøger
  • Plastbelagt papir
  • Køkkenrulle
  • Jule- og gavepapir (glittet papir)
  • Pizzabakker

Papir- og papaffald er en værdifuld ressource, som skal genanvendes frem for at blive brændt sammen med restaffaldet. Papir og pap bliver sendt til et anlæg i Brøndby, som afsætter det til produktion af nyt papir og pap fx avispapir, æggebakker, køkkenruller, toiletpapir mv.

Batterier, Elpærer & Småt elektronik

Batterier er fx:

  • Små husholdningsbatterier
  • Knapcellebatterier
  • Batterier fra mobiltelefoner

Elpærer er fx:

  • Gammeldags glødepærer
  • LED-pærer
  • Sparerpærer

Småt elektronik er fx:

  • Mobiltelefoner
  • El-tandbørster
  • Fjernbetjeninger
  • Lyskæder
  • Barbermaskiner
  • Opladere
  • Legetøj med elektronik

Hvis du har dine egne beholdere kan du lægge batterier, elpærer og småt elektronik i hver sin klare plastpose (på maks. 4 liter) oven på låget af dit sækkestativ eller din 2-hjulede spand til dagsrenovation eller restaffald. Så tager skraldemanden det med.

Hvis du bor i etagebolig kan du spørge din vicevært, hvordan mulighederne er for at aflevere batterier, pærer og småt elektronik, der hvor du bor. Ellers kan du aflevere affaldet på genbrugspladsen.

Har du en rød kasse til farligt affald, kan du bruge den.

De genanvendelige stoffer fra batterier og elektronik skilles ad og indgår i ny produktion. Fx er der sjældne metaller i en mobiltelefon, som kan bruges igen. Det samme kan jernet fra et bilbatteri.

Farligt affald

Farligt affald er fx:

  • Kemikalier, rengøringsmidler, afkalkningsmidler
  • Neglelak og neglelakfjerner
  • Insekt- og plantegift
  • Spraydåser, fx hårspray, malerspray, deodorant, luftfrisker
  • Malingsrester (små spande, maks. 1 liter)
  • Printerpatroner (kan også afleveres særskilt på genbrugspladsen, da de kan genpåfyldes)
  • Elpærer, LED-pærer og andre lyskilder
  • Termometre
  • Batterier og småt elektronik (fx mobiltelefoner, lygter og el-tandbørster)

Farligt affald er ikke:

  • Store malerspande
  • Fyrværkeri
  • Kanyler  og medicin (skal afleveres på apoteket)
  • Skarpe genstande, som glasskår og knive
  • Selvantændelige klude og væsker
  • Ammunition, sprængstoffer og våben

Med den røde kasse sikres en miljømæssig forsvarlig bortskaffelse af farligt affald som fx maling, rengøringsmidler og kemikalier, så de ikke ender i kloakken eller ude i naturen. Det meste af denne type farlige affald bliver brændt af under kontrollerede forhold. Kasserne står altid klar til afhentning på genbrugspladserne: Skibstrup Affaldscenter og Helsingør Genbrugsplads. Har du ikke mulighed for at hente en rød kasse, kan du også ringe til vores kundeservice på 48 40 50 50 for at få den leveret.

Småt elektronik, der indsamles via ordningen bliver sorteret og forbehandlet, så farlige fraktioner som fx kviksølvholdige batterier fjernes og jerndele frasorteres. Derefter sendes de resterende dele til specialiserede behandlingsanlæg i EU. Eksempelvis udvinder et anlæg i Sverige guld fra din brugte mobiltelefon. Ifølge non-profit organisationen "Elretur" bliver over 80 % af småt elektronik genanvendt i nye produkter.

Batterier, der indsamles via ordningen, afleveres på genbrugspladserne eller i udvalgte supermarkeder, bliver sorteret i Danmark efter batteritype. Herefter sendes de til specialiserede behandlingsanlæg i EU, hvor de separeres i mindre fraktioner som fx jern og plast. Herefter sendes fraktionerne til smelteværker, der kan omsmelte metallet, så det kan bruges i nye produkter. I processen udvindes samtidig en række nyttige ressourcer som fx jern, kobber, nikkel, mangan og zink. Ifølge non-profit organisationen "Elretur" bliver ca. 60 % af de indsamlede batterier genanvendt. 

Lyskilder, der indsamles via ordningen, bliver sorteret og knust i Danmark. Den videre forarbejdning foregår på specialiserede anlæg i Tyskland. Ifølge non-profit organisationen "Elretur" bliver ca. 80 % af materialerne i de indsamlede lyskilder genanvendt.

Vi henter den røde kasse med farligt affald 6 gange årligt – i de samme måneder, som vi også henter storskrald og med start i maj 2023. Afhentning af farligt affald kan bestilles via https://www.fh.dk/bestil-afhentning-af-farligt-affald  eller i appen "Affaldsportal" fra d. 1. april 2023. Stil kassen dér, hvor du også lægger dit storskrald – et sted, ladbilen kan køre til, det vil ofte være matrikelskel. Din fyldte kasse bliver byttet med en ny.

Du kan fortsat aflevere dit farlige affald på vores genbrugspladser.

Papir & Glascontainere

Ja tak til papir:

  • Aviser, magasiner og ugeblade
  • Reklamer
  • Kontorpapir, kuverter og postkort

HUSK! Papir skal være rent og tørt.

Nej tak:

  • Pap
  • Vådt og snavset papir
  • Kartoner fra drikkevarer
  • Bøger
  • Plastbelagt papir
  • Køkkenrulle
  • Jule- og gavepapir (glittet papir)

Har du ikke en papirbeholder ved din husstand, kan du aflevere det i de kuber, der er opstillet mange steder i Helsingør Kommune.

Kort over Papircontainere

Papiraffald er en værdifuld ressource, som skal genanvendes frem for at blive brændt sammen med restaffaldet. Papir bliver sendt til et anlæg i Brøndby, som afsætter det til produktion af nyt papir fx avispapir og toiletpapir.

Ja tak til glas:

  • Vinflasker
  • Engangsflasker
  • Syltetøjsglas
  • Ketchup- og dressingflasker
  • Emballageglas

HUSK! Glas skal være fri for madrester og tømt for væske. Giv flasker og glas et let skyl i koldt vand, hvis det er nødvendigt. Etiketter og låg kan evt. blive siddende.

Nej tak:

  • Keramik
  • Porcelæn
  • Vinduesglas
  • Stentøj
  • Elpærer
  • Krystalglas

Har du glas, kan du aflevere det i de kuber, der er opstillet mange steder i Helsingør Kommune.

Kort over Glascontainere

I Skævinge sorteres ca. en tredjedel i flasker til genbrug/genpåfyldning og resten til genanvendelse af skår. Skår smeltes om til nye glasprodukter.

Er der noget særligt affald, du gerne vil vide, hvor du skal aflevere, kan du få mere information om det ved at bruge sorteringsguiden.

Mad- og drikkekartoner

Mad- og drikkekartoner kan fx være kartoner til tomater, juice, mælk eller yoghurt. De skal sorteres sammen med dit plastaffald.

Plastaffaldet bliver forsorteret og presset, hvorefter det bliver sendt til et anlæg i Tyskland, der automatisk separerer affaldet ud i flere forskellige plasttyper og også kan udsortere kartoner.

Mad- og drikkekartoner består hovedsageligt af karton, med en coating af plast og ofte aluminium, samt skruelåg af hård plast i nogle tilfælde.

Først adskilles papir/pap-delen fra plast og eventuel aluminium. Papfibrene oparbejdes til nye fibre hos en firma, der producerer nye emballager. Plast- og aluminiumandelen bliver afsat til et firma, der er specialiseret i genanvendelse af denne fraktion.

Tekstilaffald

Dit tekstilaffald skal du lægge i en klar sæk med knude på. Der udleveres ikke klare sække.

Vi henter tekstilaffald 6 gange årligt – i de samme måneder, som vi også henter storskrald og med opstart i maj 2023. Afhentning af tekstilaffald kan bestilles via vores hjemmeside https://www.fh.dk/bestil-afhentning-af-tekstilaffald eller i appen "Affaldsportal" fra d. 1. april 2023. Stil sækken dér, hvor du også lægger dit storskrald – et sted hvor ladbilen kan køre til, det vil ofte være ved matrikelskel.

Tekstilaffald er fx:

  • Ødelagt og slidt (dog IKKE snavset!) tøj
  • Gamle sokker og strømper
  • Undertøj
  • Tøj med malerpletter
  • Gammelt sengetøj, viskestykker og håndklæder
  • Klude med malerpletter

Tekstilaffald er ikke:

  • Tøj, som kan genbruges
  • Snavsede/stærkt forurenede tekstiler
  • Sko
  • Tasker
  • Telte
  • Selvantændelige klude

Tekstilaffaldet skal være tørt – ellers kan det mugne og så kan det desværre ikke genanvendes.

Brugt – men brugbart – tøj skal fortsat afleveres i de mange private containere til tøjopsamling. Disse er også at finde på de to genbrugspladser i kommunen.

Er der noget særligt affald, du gerne vil vide, hvor du skal aflevere, kan du få mere information om det ved at bruge sorteringsguiden.