Forsyning Helsingør gennemfører evaluering af ny affaldsordning

Affald

Undersøgelse skal blandt andet afdække, hvordan det går med sorteringen og kundetilfredsheden i 400 udvalgte husstande.

Pige sorterer madaffald i køkken med grøn spand

Den nye affaldsordning med mere sortering i husstanden er nu rullet ud til godt 2/3-dele af alle husstande i kommunen. Den største enkeltgruppe er de godt 15.000 villaer, parcel- eller rækkehuse med individuelle løsninger bestående af en to-delt beholder til madaffald og restaffald, en to-delt beholder til metal og plast – samt en beholder til papir/pap. Der er også uddelt køkkenspand med poser til madaffaldet. Det er denne kundegruppe, der nu bliver spurgt om deres tilfredshed med ordningen, de selv har haft glæde af siden foråret 2021.

Jeg synes derfor, at det er helt naturligt, at vi nu gennemfører en evaluering og undersøgelse af kundetilfredsheden.
Jens Bertram, bestyrelsesformand.


”Den nye affaldsordning er et af de største enkeltprojekter i Forsyning Helsingørs historie og et projekt, hvor vi kommer helt tæt på kunden med tømning af beholdere på matriklen og direkte vejledning og gode råd om, hvordan kunden skal sortere eget affald. Jeg synes derfor, at det er helt naturligt, at vi nu gennemfører en evaluering og undersøgelse af kundetilfredsheden”, forklarer Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør og fortsætter:

Men hvor stort er problemet egentlig – og er kunderne villige til at betale for et højere serviceniveau.
Jens Bertram, bestyrelsesformand.


”Der har været del debat på Facebook om fx forholdet mellem beholderstørrelser og tømningsfrekvensen – og der er også nogle, der har udtrykt ønske om flere tømninger af madaffaldet i sommermånederne. Men hvor stort er problemet egentlig – og er kunderne villige til at betale for et højere serviceniveau. Det håber jeg, at evalueringen kan være med til at afdække”.

Undersøgelsen gennemføres her i uge 41 og 42 af et eksternt firma per telefon hos 400 udvalgte husstande i villaer, parcel- og rækkehuse i forskellige byer og byområder i kommunen. Dermed bliver undersøgelsen repræsentativ for netop de godt 15.000 husstande i denne gruppe.

Læs mere om den nye affaldsordning.