Mad- og drikkekartoner skal sorteres som plastaffald

Affald

Mad- og drikkekartoner indeholder værdifulde ressourcer, der kan genanvendes.

mad og drikkekartoner

Sorteringen af mad- og drikkekartoner skyldes et nationalt krav til alle landets kommuner om at udnytte og genanvende de værdifulde ressourcer i mad- og drikkekartoner. I Helsingør Kommune har man valgt, at kunder på den nye affaldsordning skal sortere mad- og drikkekartoner som plastaffald. Herefter vil det blive kørt til et anlæg, der adskiller kartonerne fra det øvrige plastaffald, hvorefter det kan blive genanvendt hver for sig.

Hvad er mad- og drikkekartoner?
Alle mad- og drikkekartoner med en belægning af plast eller aluminium på indersiden, skal man sortere som plastaffald. Det kan være kartoner, der indeholder:

  • Mælk
  • Plantedrik
  • Juice
  • Saftevand
  • Kakao
  • Flåede tomater
  • Bechamelsauce
  • Vaniljecreme
  • Fløde
  • Yoghurt
  • Suppe
  • Bønner og kikærter

Man skal blot huske, at mad-og drikkekartonerne skal være tomme for madrester og væske – og være foldet sammen, så de er flade – inden man putter dem i plastbeholderen.

Brugte kartoner kan få nyt liv
Årsagen til at mad- og drikkekartoner skal sorteres som plastaffald, er at plastaffaldet i forvejen bliver kørt til et sorteringsanlæg, der kan håndtere at sortere affaldet yderligere, for senere at genanvende det. Anlægget er derfor også velegnet til at adskille mad-og drikkekartonerne fra det øvrige plastaffald.

I genanvendelsesprocessen af mad- og drikkekartonerne bliver paplagene i kartonet skilt ad, så fibrene i pappet kan genanvendes og blive til nyt papemballage til fx mad- og drikkevarer. Plast- og aluminiumdelen i kartonerne sendes til et firma, der er specialiseret i at håndtere dette med henblik på genanvendelse.

klistermærke
Piktogrammer for mad- og drikkekartoner sættes på affaldsbeholderne de næste par måneder

Nye mærkater sættes på løbende
Renovationsmedarbejdere fra Forsyning Helsingør er allerede gået i gang med at påsætte nye mærkater med piktogram for mad-og drikkekartoner på alle plastbeholderne i kommunen. Påsætningen af mærkaterne vil ske over de næste par måneder. Selvom mærkaterne endnu ikke er sat på beholderen, skal kunderne alligevel begynde at putte mad- og drikkekartoner i plastbeholderen allerede nu.

Læs mere om den nye affaldsordning.