7 gode råd: Sådan minimerer du dit husholdningsaffald – og hjælper klimaet

Her kan du læse, hvordan du kan forebygge affald og genbruge mere i dit hjem.

Grøn biopose til madaffald

I Helsingør Kommune producerer en husstand i gennemsnit ca. 700 kg husholdningsaffald pr. år. Heldigvis er vi blevet gode til at sortere vores affald derhjemme, så meget af det kan genanvendes til gavn for miljø og klima. Alligevel kan du som husstand gøre endnu mere for at påvirke klimaet og miljøet i en positiv retning – eksempelvis ved genbrug og ved at forebygge og minimere affaldet i hjemmet, så den årlige affaldsproduktion falder.

I Forsyning Helsingør hjælper vi dig godt på vej. Vi har lavet 7 gode råd til, hvordan du kan forebygge, genbruge og minimere dit husholdningsaffald. Det behøver hverken være svært eller tidskrævende, hvis du vil være med til at gøre en ekstra forskel for klimaet og miljøet.

  • Spar på engangsemballagen

Undgå at bruge engangsemballage som fx stanniol og husholdningsfilm. Du kan i stedet bruge bøtter og patentglas til madrester.

  • Gem og genbrug glas, flasker og dåser

Smid ikke tomme sylteglas, glasflasker eller konservesdåser ud. Sylteglas egner sig f.eks. perfekt til opbevaring af madvarer. Glasflasker kan blive til flotte vaser, og konservesdåser kan forvandles til potteskjulere, insekthoteller eller flotte lanterner. Du kan finde en masse inspiration på nettet til, hvad du ellers kan lave af kreative ting ud af tomme sylteglas, glasflasker og konservesdåser.

  • Genbrug tekstiler, køb second-hand tøj og aflever brugt tøj til genbrug.

Tøj og tekstiler har generelt et højt klimaaftryk – og ofte bruges der store mængder vand i produktionen. Hvis du genbruger, køber brugt eller afleverer gammelt tøj i kuber til tøjindsamling, sparer vi på ressourcerne, og det er godt for klima og miljø.

  • Vælg produkter med minimal emballage

Mange af vores dagligdagsvarer – f.eks. grøntsager, frugter, pålæg eller andet – er ofte pakket ind i meget emballage. Det kan hurtigt resultere i store mængde af emballageaffald i husstanden. Derfor kan det være en fordel at vælge produkter med minimal emballage eller slet ingen. Køb grøntsager og frugter i løs vægt, når det er muligt, og gå generelt efter de produkter, hvor der er brugt mindst mulig emballage i indpakningen.

  • Minimer online-shopping – handl lokalt

Online-indkøb af dagligvarer, tøj, elektronik etc. er steget voldsomt de senere år. Ofte er varerne pakket ind i store mængder plast, bobleplast og pap – ud over varens originale indpakning. Det forøger affaldsmængderne i husholdningen. Minimér online-shopping og brug i stedet butikker, der ligger tæt på dig. Så støtter du også det lokale erhvervsliv.

  • Undgå madspild

Gem dine rester, de behøver ikke altid at være kedelige. Prøv i stedet at gøre resterne lækre, ved at lave dem til nye retter. Eksempelvis kan en rest kylling bruges i en tærte, tørt brød kan forvandles til lækre og sprøde croutoner, og kedelige grøntsager kan igen blive lækre i en wok.
Der findes mange gode opskrifter på nettet, hvor du kan få inspiration til, hvordan du kan bruge dine rester.

  • Sig nej tak til reklamer og aviser, du ikke læser

Fravælg de fysiske reklamer samt aviser, du ikke læser eller få i stedet dine aviser og reklamer i digital version. Der findes apps til mobilen, hvor du kan have alle reklamerne samlet, og de fleste aviser findes efterhånden som en e-avis. Fordelen er desuden, at du slipper for at slæbe bunker af reklamer og aviser hen til papirbeholderen.

På Miljøstyrelsens hjemmeside kan du få flere gode tips til, hvordan du mindsker affaldsmængderne.