Tilslutning til kloak for private

Når du skal bygge på din grund, er det vigtigt at kende reglerne for afledning af spildevand og evt. regnvand

Først skal du finde ud af, om din grund ligger inden for kloakopland og dermed kan blive tilsluttet til forsyningens kloaksystem eller om din grund ligger uden for kloakopland og skal have en lokal renseløsning.

For at se om din grund kan blive tilsluttet til kloaksystemet eller om grunden skal have en lokal renseløsning, skal du gå ind på Kommunekort på Helsingør Kommunes hjemmeside og søge din adresse. I menuen til venstre under ”Spildevandsplan” vælger du ”Status”.

Indenfor kloakopland

Ligger din grund indenfor kloakopland, vil du på kortet kunne se, hvordan det område du skal bygge i, er kloakeret. Du kan også få vist vores hovedkloakledninger ved at vælge ”Spildevand” under ”Forsyning og ledninger”. I signaturforklaringen kan du se hvad de forskellige farver betyder.

Der er forskel på, om du skal bygge på en grund:

  • der ikke tidligere har været bebygget og/eller tilsluttet
  • hvor der tidligere har ligget et byggeri som er revet ned eller du skal rive det eksisterende byggeri ned
  • hvor der er et byggeri og der skal opføres en tilbygning


På grunde, bebygget eller udstykket efter 25. juni 2007 og hvor overfladevandet ledes til forsyningens ledninger, må maksimalt halvdelen af grunden være befæstet og lede regnvand til kloakken. Hvis en større del af grunden befæstes, skal grundejer for egen regning forsinke regnvandet svarende til afledning fra maksimalt 50 % af grunden. Regnvandet kan alternativt nedsives.

Vælg den type grund du skal bygge på:

Grund som ikke er tilsluttet

Har din grund ikke tidligere været tilsluttet kloaksystemet, skal du søge om tilslutning til kloak og der skal betales tilslutningsbidrag. Du finder vores priser på tilslutningsbidrag under priser og takster. Tilslutningsbidrag opkræves altid hos ejer.

Du kan selv søge om tilslutning til kloak, men kloakmesteren, som skal udføre arbejdet, kan også søge. Det samme gælder, hvis du har et byggefirma til at bygge huset. Læs mere om hvordan du søger om tilslutning til kloak.

Vi leverer stik frem til matrikelskel.

Din kloakmester udfører den private kloak inden for skel inkl. etablering skelbrønd Ø425 max 2 meter fra matrikelskel.

Alt kloak arbejde på privat grund skal udføres af autoriseret kloakmester og ejer afholder udgifterne hertil.

Grund med byggeri til nedrivning eller som tidligere har været bebygget

Har du en grund, hvor der er et hus som skal rives ned, skal det interne kloaknet afproppes og stikkets placering skal mærkes af, så man altid kan finde stikket igen – også selvom der går flere år før stikket igen skal tages i brug.

Har der tidligere ligget et hus på grunden, som er revet ned, kan du finde oplysninger om det tidligere hus og evt. grundens interne kloaknet i Ejendomsarkivet på Helsingør Kommunes hjemmeside. Forsyningen har ikke tegninger over stikkets placering.

Når du skal opføre et nyt hus på grunden og tilslutte det til kloakken, skal du bruge det eksisterende stik.

Alt spildevand fra husets afløbsinstallationer (såsom afløb fra wc, gulvafløb, køkken- og håndvask, vaske- og opvaskemaskine m.m.) skal ledes til kloakken. Mht. håndtering af regnvand kan der være forskellige krav og vilkår.

Hvis din grund ligger i et område, som er:

  • Spildevands kloakeret skal du selv håndtere regnvand lokalt på din grund. Læs mere om håndtering af regnvand på Helsingør Kommunes hjemmeside
     
  • Fælles kloakeret må du lede både regn- og spildevand til kloaknettet. For at fremtidssikre grundens kloaksystem anbefaler vi, at du internt separerer ledningsnettet på din grund. Ledningerne skal samles i en skelbrønd Ø425.
     
  • Fælles delvis kloakeret må du lede både regn- og spildevand til kloaknettet, men ved nybyggeri stilles der krav om separatkloakering.

    Er der ført en regnvandsledning frem i området skal regnvand og spildevand separeres og du skal søge om et stik til regnvandsledningen. Læs mere om hvordan du søger om tilslutning til kloak.

Er der ikke ført en regnvandsledning frem i området anbefaler vi, at du internt separerer ledningsnettet på din grund. Ledningerne skal samles i en skelbrønd Ø425.

  • Separat kloakeret skal du bruge de to eksisterende stik som allerede er på grunden. Vær opmærksom på at tilslutte til de rigtige ledninger, så der ikke sker en fejltilslutning så f.eks. spildevand ledes til en regnvandsledning.

For samtlige tilslutninger gælder, at:

  • Der skal etableres en skelbrønd på hvert stik
  • Skelbrønden skal placeres max 2 meter fra matrikelskel
  • Skelbrønden skal være min Ø425

Alt kloak arbejde på privat grund skal udføres af autoriseret kloakmester og ejer afholder udgifterne hertil.

Grund hvor der skal bygges til eksisterende byggeri

Når du skal opføre en tilbygning til dit eksisterende hus som allerede er tilsluttet til kloak, skal du bruge det eksisterende kloaknet på din grund. Da grunden er kloakeret, skal du ikke kontakte Forsyning Helsingør angående tilslutningen, men blot tilslutte den nye bygning på grundens interne kloaknet.

Alt spildevand fra f.eks. nyt badeværelse skal tilsluttes til kloakken. Med hensyn til tilslutning af regnvand fra de nye tagflader, skal du undersøge, om din grund i dag afleder regnvand til forsyningens kloaknet. Har du i dag tilsluttet tagvand til kloaknettet, må du gerne tilslutte den nye bygning på det interne kloaknet.

Vær opmærksom på, at din grund kan være separat kloakeret og at der dermed er en ledning til spildevand og en ledning til regnvand.

Er din grund kun spildevandskloakeret, må du kun aflede spildevand fra husets afløbsinstallationer (såsom afløb fra wc, gulvafløb, køkken- og håndvask, vaske- og opvaskemaskine m.m.). Regnvand må ikke ledes til forsyningens kloaknet, men skal afledes på anden vis f.eks. nedsives.

Alt kloak arbejde på privat grund skal udføres af autoriseret kloakmester og ejer afholder udgifterne hertil.


Udenfor kloakopland

Ligger din grund uden for kloakopland, skal du have en lokal renseløsning f.eks. et minirenseanlæg. Læs mere om lokal renseløsning på Helsingør Kommunes hjemmeside.