Andre vilkår

Andre vilkår for erhverv i forbindelse med udførsel af arbejde med spildevand

1. Det skal tåles, at det omhandlede kloakanlæg udføres på ejendommen.

2. Anlægget skal henligge uforstyrret, og der skal gives de til enhver tid berettigede adgang til eftersyn og rensning samt til at foretage reparations- og vedligeholdelsesarbejder i det omfang, som byrådet skønner det nødvendigt.

3. Uden forud indhentet tilladelse hos byrådet er det forbudt på et bælte af to meter fra kloakledningerne at bygge, foretage beplantning af træer eller buske med dybtgående rødder eller overhovedet at iværksætte noget, der kan være til hinder for adgangen til anlægget eller for dets beståen eller til hinder eller skade for eftersyns-reparations- eller vedligeholdelsesarbejder.

4. Der må til enhver tid tåles de ulemper, der kan være forbundet med eventuelle fremtidige oprensnings-, eftersyns- eller reparationsarbejder.

5. Erstatning for eventuel herved forvoldt skade fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af uvildige mænd udmeldt af retten.

6. Med hensyn til de på ejendommen påhvilende byrder og servitutter henvises til ejendommens blad i tingbogen. Påtaleret tilkommer alene Helsingør Byråd. 

Ved større byggeprojekter
Ved større byggeprojekter på f.eks. mere end fem boliger skal Forsyning Helsingør have godkendt et detailprojekt skriftligt inden byggetilladelse gives. Økonomiforhold omkring tilslutningsbidrag og anlægsudgifter skal være skriftligt afklaret mellem Forsyning Helsingør og bygherre inden projektet igangsættes.

Forsyning Helsingør bør tilbydes at forestå byggemodningen eller alternativt at deltage i byggemøder og tilsyn i det omfang forsyningen ønsker dette.  

Kan anlægget ikke opfylde ovennævnte krav og en tv-inspektion udviser uacceptable fejl eller mangler, skal disse udbedres efter Forsyning Helsingørs anvisninger inden overtagelse kan finde sted.  

Herunder kan du læse et uddrag af Miljøstyrelsens ’Vejledning for betalingsregler for spildevandsanlæg’, okt. 98

4.3 Offentlig overtagelse af private eller fælles private spildevandsanlæg

Det er kommunalbestyrelsen der afgør, om den ønsker at overtage et privat udført spildevandsanlæg.

Offentlig overtagelse af private eller fælles private spildevandsanlæg betyder, at ansvaret for driften og vedligeholdelsen af anlægget og udgifterne herved fremover påhviler den Forsyning Helsingør.

Offentlig overtagelse af et privat eller fælles privat spildevandsanlæg skal ske ved, at anlægget inddrages under Forsyning Helsingørs spildevandsplans opland.

I forbindelse med overtagelse af anlægget skal der betales tilslutningsbidrag efter reglerne om standardtilslutningsbidrag i lovens § 3, og der ydes efter skøn ejerne godtgørelse for anlæggets værdi.  

Nye fælles private spildevandsanlæg
Udførelse af private byggemodninger kræver kommunalbestyrelsens tilladelse.

Hvis det ved tilladelsen til byggemodningen er meningen, at et sådant privat udført kloakanlæg senere skal overtages af Forsyning Helsingør, skal der, forinden anlægget udføres, være truffet aftale mellem kommunalbestyrelsen og den, der lader anlægget udføre, om den økonomiske afregning, der skal finde sted ved Forsyning Helsingørs overtagelse af anlægget - herunder aftale om tilslutningsbidrag og eventuel økonomisk kompensation.

Eksisterende fælles private spildevandsanlæg
Såfremt et område med gamle spildevandsanlæg inddrages i den offentlige kloakforsyning, skal kommunalbestyrelsen sikre sig, at spildevandsplanen opfyldes, og at der sker den nødvendige modernisering af ledningssystemet og en i øvrigt miljømæssig forsvarlig spildevandsafledning.

Tilslutningsbidraget opkræves efter lovens regler om standardtilslutningsbidrag, idet der dog kan blive tale om en kompensation for anlæggets værdi, hvis anlæggets stand tilskriver det.

Anlæg, der ikke er optaget i spildevandsplanen, men hvor kommunen/Forsyning Helsingør rent faktisk i en årrække har vedligeholdt anlægget, må i relation til betalingsreglerne betragtes som privat, indtil en formel overtagelse er sket via spildevandsplanen eller en tilføjelse til den.