Birgitte - Specialarbejder på genbrugspladsen
Mere end bare at håndtere kundernes affald
Det lå ikke i kortene, at Birgitte skulle have et job som specialarbejder på en genbrugsplads, da hun for to år siden tog til jobmesse i Helsingør. Birgitte kom på daværende tidspunkt direkte fra postvæsenet, hvor hun i 32 år havde været ansat som postbud. Med en alder på over 50 år og en begrænset erfaring fra andre steder end postvæsenet, havde hun ikke den store tiltro til, at hun skulle finde et nyt arbejde. Men til jobmessen mødte hun Forsyning Helsingør, der opfordrede hende til at søge jobbet som specialarbejder på genbrugspladsen. Et job der tiltalte hende, da det på mange måder, mindede om det, som hun havde lavet de sidste 32 år som postbud.
”Jeg havde været i servicefaget så mange år, og det er jo også meget et servicefag at arbejde på genbrugspladsen. Samtidig foregår arbejdet udendørs, og det er fysisk arbejde, hvor man skal gå og stå meget, og det har jeg også været vant til før. Så jeg tænkte, at jobbet passede lige til mig”, siger Birgitte.
Mere end bare at sortere affald
”Som specialarbejder på genbrugspladsen er min første og primære opgave at yde en god service overfor kunderne ved at vejlede dem om, hvor deres affald skal hen”, siger Birgitte og fortæller samtidig, hvordan hun godt kan lide at sørge for, at kunderne får en god oplevelse, når de kommer.
”Det er dejligt, når kunderne fortæller os, at det altid er rart at komme på genbrugspladsen, fordi vi er så søde til at hjælpe dem”, siger Birgitte og uddyber:
”Så bliver man netop bekræftet i, at det man gør, er godt nok”.
Men Birgitte fortæller også, hvordan mange folk tænker, at det er den eneste opgave, de har.
”De tænker ofte ikke på alt det omkringliggende arbejde, der skal til for at holde det kørende”, forklarer Birgitte.
For Birgitte er jobbet meget varieret og alsidigt, og det er netop det, der gør, at det heller aldrig er kedeligt at gå på arbejde.
”Udover selve arbejdet på pladsen, der fx indebærer, at vi holder pladsen ren og opryddet, skifter containere når de er fyldte, skifter bure, skraber haveaffaldet sammen og presser affaldet, så skal vi også bestille afhentninger af affaldet og selv køre ud for at hente farligt affald fra boliggårde eller klinisk affald fra apoteker. Jobbet er derfor meget mere end bare at hjælpe kunden med at sortere deres affald”, siger Birgitte.
Der skal være et godt psykisk arbejdsmiljø
For Birgitte er det vigtigt, at man som team har det godt sammen på arbejdet, da det får dagen til at glide nemmere. Som tidligere sikkerheds- og arbejdsmiljørepræsentant brugte hun aktivt sin rolle til at præge dette. Birgitte fortæller, at de heldigvis i dag har et rigtigt godt team, der er glade for at arbejde sammen og har det godt sammen.
”Der er altid hjælp at hente fra en af de andre kollegaer. Da jeg var arbejdsmiljørepræsentant, vidste mine kollegaer også altid, at de kunne komme til mig, hvis der var noget, som jeg skulle gå videre med. Vi er et team og hjælper hinanden”, forklarer Birgitte.
Som Birgitte fortæller, tror hun også, at en af grundene, til hun dengang blev sikkerhed- og arbejdsmiljørepræsentant, er, at hun som person er meget rummelig, udadvendt og god til at mærke mennesker. Når man sidder overfor Birgitte, er man heller ikke et sekund i tvivl om, at hendes beskrivelse rammer plet. Hendes brede smil og latter gør, at man føler sig tilpas og tryg i hendes selskab.
Kvinde i et mandsdomineret arbejde
I dag er der to kvinder ansat som specialarbejdere på genbrugspladsen. De resterende specialarbejdere er mænd. For Birgitte er der ingen forskel på, om man er mand eller kvinde i jobbet som specialarbejder. Men hun kan sagtens forstå, hvorfor det er gået hen og blevet et mandsdomineret fag.
”Jeg tror simpelthen bare, det er fordi, at kvinder ikke søger jobbet. De fleste kvinder tænker, at det er et mandefag. Det er bare sådan, at det har været gennem mange år”, forklarer Birgitte.
Birgitte er dog overbevist om, at arbejdsgiverne meget gerne vil have flere kvinder på genbrugspladserne, og ifølge hende er fordelen ved det også, at det skaber en mere homogen gruppe medarbejdere. Derfor synes hun også, at det er dejligt, at der efterhånden kommer flere kvinder i faget.
At arbejde med affald er vigtigt
For Birgitte kunne en ide til at tiltrække flere kvinder til faget være, at man fokuserede på, at det i dag i høj grad er et samfundsrelevant job og et servicefag.
Jobbet handler ikke længere om kun at have muskler og kunne styre store maskiner. I dag handler jobbet også om genanvendelse, genbrug og en hensyntagen til miljø og klima.Birgitte, specialarbejder
”Jobbet handler ikke længere om kun at have muskler og kunne styre store maskiner. I dag handler jobbet også om genanvendelse, genbrug og en hensyntagen til miljø og klima”, siger Birgitte og forklarer:
”Man snakker så meget i dag om affald og ressourcer. Jeg synes, at det er noget af det vigtigste i vores samfund efterhånden, at noget kan genanvendes eller genbruges – og vi er på genbrugspladsen med til at sørge for, at det sker, og affaldet ikke går til spilde. Det synes jeg, er et vigtigt arbejde”.
At arbejde med affald og ressourceudnyttelse var faktisk også en af de ting, der tiltalte Birgitte, da hun for to år siden stod til jobmessen og hørte om jobbet, for som hun siger: ”Det er sådan en ting, der gør, at man har lyst til at gå på arbejde”.
I Forsyning Helsingør lægger vi vægt på faglig og personlig udvikling. Læs her hvordan.
Mød nogle af vores ca. 200 medarbejdere og få et indtryk af, hvordan det er at arbejde i Forsyning Helsingør.
Læs hvordan vi ansætter nye medarbejdere og sikrer os, at det er rigtige match - både for dig og os.