Dennis - Teamkoordinator i Gadelys & Elservice
Regnearks-elektriker holder sammen på teamet
Det var tilbage i 2006, at Dennis første gang stiftede bekendtskab med elforsyningen. Dennis gik på daværende tidspunkt på el-installatørskolen og fik via en kammerat fra skolen kendskab til driftsmesteren på det gamle Elværk i Helsingør. Gennem ham fik Dennis en praktikplads, der varede hele hans sommerferie – og da sommeren var gået, var Dennis helt sikker på, at han skulle arbejde med elforsyning efter endt uddannelse.
Har en todelt funktion
I dag har Dennis en todelt rolle og funktion i afdelingen Gadelys & Elservice samt Elektrus i Forsyning Helsingør, da han både er teamkoordinator og beredskabskoordinator. Som teamkoordinator står Dennis for at koordinere den daglige drift af gadelyset rundt om på veje og stier i kommunen. Det indbefatter fx at håndtere fejlmeldinger, holde styr på opgaverne og tilrettelægge arbejdet for el-montørerne.
Som beredskabskoordinator sørger Dennis til gengæld for, at elnettet i dele af Helsingør Kommune lever op til Energistyrelsens krav. Det drejer sig om elnettet i Elektrus’ område, der ligger indenfor postnummer 3000 i Helsingør by. Det omfatter bl.a. at lave risiko- og sårbarhedsanalyser samt udarbejde og evaluere beredskabsplaner. Men selvom beredskabsarbejdet er en vigtig del af jobbet, er det arbejdet med gadelys, der fylder mest i hans hverdag:
”Min vigtigste opgave er at koordinere driften af gadelyset og se ind i, hvordan det skal drives i fremtiden med den udvikling, der hele tiden sker på el-området”, siger Dennis.
Regnearks-elektriker
Inden Dennis blev teamkoordinator, var han det første års tid ude i driften for at få den praktiske erfaring. I løbet af den tid lærte Dennis bl.a. at arbejde med højspændingsledninger og lokalisere kabelfejl. Samtidig var han gennem en lang oplæringsperiode, hvor han havde ansvaret for projekter og selv lærte at projektere – og med tiden flyttede han helt ind på kontoret:
”I takt med at der kom flere administrative opgaver, fik jeg mindre tid til de praktiske, så i dag er jeg faktisk regnearks-elektriker. Jeg plejer at sige, at det er fordi, det er for farligt at have mig rendende ude i virkeligheden”, siger Dennis grinende.
Dennis kan dog stadig godt lide at lokalisere kabelfejl og holder også fast i at komme ud til dem, når det er muligt.
”Kabelfejl er en disciplin og faktisk lidt en passion for mig. Det er, når der opstår en fejl på et kabel mellem to punkter, så i stedet for at grave det hele op, kan man måle sig frem til, hvor fejlen præcis er lokaliseret,” forklarer Dennis.
Et mere specialiseret el-område
”Jeg har egentlig altid været interesseret i at arbejde med elforsyning, for der arbejdede man med færre ledninger fremfor mange tusinde – og så slap man for at rode rundt på lofter og i kældre”, siger Dennis og fortsætter:
”Opgaverne i et forsyningsselskab minder mere om entreprenøropgaver end almindelige el-opgaver. Det handler fx om at sikre den generelle elforsyning og at drifte gadelys. Det er meget anderledes end de klassiske el-opgaver, som man tænker en elektriker udfører”.
En anden fordel, ved at arbejde i Forsyning Helsingør, er ifølge Dennis, at der altid er arbejde.
”Man skal ikke selv ud at finde arbejdet eller tænke over, om der mon er nok arbejde i morgen, for det vil der altid være. Det er en luksus, som man ikke har ude i det private, hvor man selv skal skaffe kunderne”, forklarer Dennis.
Sørger for at teamet trives
Dennis har ikke lyst til at være leder, men han kan godt lide at passe på folk, derfor trives han godt i rollen som teamkoordinator, hvor han kan sørge for, at folk har det godt og har nogle gode forudsætninger for at gøre deres arbejde.
“Man plejer at sige: Number one calls the shot, number two is the glue. Den næstkommanderende er den, der prøver at holde sammen på teamet, og det er lidt sådan, at jeg ser min rolle i afdelingen”, siger Dennis.
Udover at Dennis godt kan lide at passe på sine kollegaer i afdelingen, er de også gode til at passe på hinanden indbyrdes. Det skyldes formentlig, at de i efterhånden kender hinanden rigtig godt, fordi alle har været med siden Forsyning Helsingørs spæde start.
”Jeg er en af de unge i afdelingen, og jeg har altså gråt skæg”, siger Dennis grinende.
Motiveres af at have et mål
Noget, der særligt motiverer Dennis, er at kunne præge hans egne opgaver og have et mål. Et af hans helt store gøremål, som han efterhånden har været i gang med i flere år, er at optimere og effektivisere driften af gadelys.
”Lige nu kan kunderne gå ind og fejlmelde gadelys via vores hjemmeside eller en app. Mit mål er at berige det bagvedliggende system med data, så det bliver nemmere for os at styre det rent anlægs- og driftsmæssigt”, siger Dennis og tilføjer:
”Det kræver bare et struktureret datasæt og tidskrævende manuelt regnearks-arbejde, men jeg skal nok nå at blive færdig med det en dag”.
I Forsyning Helsingør lægger vi vægt på faglig og personlig udvikling. Læs her hvordan.
Mød nogle af vores ca. 200 medarbejdere og få et indtryk af, hvordan det er at arbejde i Forsyning Helsingør.
Læs hvordan vi ansætter nye medarbejdere og sikrer os, at det er rigtige match - både for dig og os.