Sigurd - Driftstekniker på Kraftvarmeværk
Driftstekniker får "spillet" til at gå op
”At drifte et kraftvarmeværk i kontrolrummet er lidt ligesom at spille et computerspil”, fortæller Sigurd, der er driftstekniker på Helsingør Kraftvarmeværk.
Som driftstekniker består Sigurds arbejde i at drifte Helsingør Kraftvarmeværk. En del af arbejdet foregår inde i kontrolrummet, hvor Sigurd på skærme med data og grafer over produktionen holder øje med, at kraftvarmeværket fungerer optimalt – og det er netop det, som Sigurd sammenligner med et computerspil.
”Man kan sammenligne det med et computerspil, hvor man fx skal styre og kontrollere alle aspekter af noget for at sikre, at det fungerer", fortæller Sigurd og forklarer:
"I kontrolrummet skal vi bl.a. sørge for, at der er nok kemikalier til kraftvarmeværket, at der bliver bestilt nye kemikalier i god tid, at asken fra flisforbrændingen bliver fjernet, at der bliver produceret el på de rigtige tidspunkter, at strømmen bliver solgt, og at der produceres den nødvendige mængde varme. Man kan sige, at det drejer sig om at få spillet til at gå op, og det er meget sjovt”.
Driver hele kraftvarmeværket – både i kontrol- og maskinrummet
Udover at drifte Helsingør Kraftvarmeværk i kontrolrummet kommer alle opgaverne i maskinrummet, der går ud på at vedligeholde eller optimere de mekaniske dele. Sigurds ansvarsområde er hele flishåndteringssystemet, hvilket omfatter alle de mekaniske dele, der sørger for, at flisen kommer gennem kraftvarmeværket. Det system er Sigurd ansvarlig for at drifte, vedligeholde og at lægge budget for, og det er særligt kombinationen af det hele, der tiltrak Sigurd, dengang han så jobopslaget som driftstekniker på Helsingør Kraftvarmeværk.
”Mange af vedligeholdelsesopgaverne havde jeg allerede beskæftiget mig med som uddannet smed og som tidligere reparatør på renseanlæg og andre kraftvarmeværker. Men derudover skulle man have budgetansvar, planlægge projekter og drifte i kontrolrummet. Det var det bedste af begge verdner, tænkte jeg”, fortæller Sigurd.
Ifølge Sigurd giver det en stor alsidighed i arbejdsopgaverne, hvilket også er det bedste ved jobbet.
”Det ene øjeblik kan jeg være i gang med skrue på en del, og det andet øjeblik kan jeg drifte i kontrolrummet. Det betyder bare, at man er med i alle processerne og driver hele kraftvarmeværket. Det er utroligt spændende og fascinerende”, forklarer Sigurd.
Det ene øjeblik kan jeg være i gang med skrue på en del, og det andet øjeblik kan jeg drifte i kontrolrummet.Sigurd, driftstekniker
Kender Helsingør Kraftvarmeværk som sin egen bukselomme
Da Sigurd for seks år siden blev ansat i Forsyning Helsingør, var man netop i gang med at forny Helsingør Kraftvarmeværk, så man i stedet for naturgas kunne bruge bæredygtig flis (biomasse) som brændsel. Det betød faktisk, at det biomassefyret kraftvarmeværk, som Sigurd egentlig blev ansat til at drifte, ikke var færdigbygget på daværende tidspunkt. Alligevel valgte Forsyning Helsingør at ansætte Sigurd et år før, at byggeriet var færdigt, og det var der en helt særlig årsag til.
”Da Forsyning Helsingør skulle finde en ny driftstekniker til det kommende biomassefyret kraftvarmeværk, vurderede de, at det var smart, hvis vedkommende kunne følge byggeriet helt tæt på og sideløbende være med til at drive den gamle gasturbine. Det, synes jeg, var meget klogt af Forsyning Helsingør”, fortæller Sigurd og forklarer:
”Det har betydet, at jeg har set samtlige komponenter i kraftvarmeværket blive sat på plads, hvilket har givet mig en rigtig god forståelse for mekanikken. Og formentlig er det også en af grundene til, at jeg i dag har en stor viden om kraftvarmeværket”.
Kendskab til vedligeholdelse er vigtigt
I forvejen besad Sigurd mange af de kompetencer, som jobbet kræver – og dem han ikke havde i forvejen, fik han hurtigt. Han fortæller i den forbindelse, at der særligt er en kompetence, der er god at have som driftstekniker.
”Jeg har god indsigt i, hvornår noget kan betale sig at blive skiftet, og hvornår det giver mening at reparere på det. Det er en god kompetence, når man skal drifte et kraftvarmeværk, for det går hele tiden ud på at lave den slags afvejninger”, forklarer Sigurd.
Giver rundvisninger til skolebørn og andre interesserede
Sigurd har – udover at være driftstekniker – en ekstra tjans på Helsingør Kraftvarmeværk. Han fungerer nemlig som rundviser, hvor han giver skoleklasser, foreninger og andre interesserede et indblik i, hvordan Helsingør kraftvarmeværk fungerer. Det er en tjans, som meget naturligt endte på Sigurds bord.
"Jeg er ret talende og ved lidt af hvert. Derfor tror jeg bare, at det blev meget naturligt, at det skulle være mig”, forklarer Sigurd og tilføjer:
”Og så er jeg stolt af vores kraftvarmeværk. Jeg synes, at det er et enormt spændende og interessant kraftvarmeværk, som jeg selvfølgelig gerne vil fortælle andre om”.
Jeg synes, at det er et enormt spændende og interessant kraftvarmeværk, som jeg selvfølgelig gerne vil fortælle andre om.Sigurd, driftstekniker
Personligt synes Sigurd, at rundvisningerne er sjove at lave. Det skyldes dels, at rundvisningerne giver ham mulighed for at dele sin faglige passion med bl.a. skolebørn, og dels at de er med til at gøre ham bedre til sit arbejde.
"Bliver jeg stillet et spørgsmål, som jeg ikke kan svare på, så undersøger jeg det til næste gang. På den måde er det med til at holde mig skarp”, forklarer Sigurd og tilføjer i den forbindelse en anden fordel ved at lave rundvisninger:
”Ofte gør man tingene på en bestemt måde, fordi det er blevet en vane, men når jeg på rundvisningerne bliver spurgt ind til, hvorfor vi præcis gør det sådan, så bliver jeg tvunget til at forholde mig til det, og om det kunne gøres anderledes”.
Arbejder bag kulissen
Sigurd beskriver sit arbejde som ”bag kulissen”, men det passer ham helt perfekt, da han trives bedst i baggrunden.
”Vi sikrer, at kunderne har varme og el. Det er ofte noget, som kunderne ikke bemærker, fordi de jo bare er vant til, at det altid er der. På den måde står jeg bag kulissen og får tingene til at virke – helt ubemærket. Det synes jeg er sjovt”, forklarer Sigurd og tilføjer:
”Og så giver det rigtig god mening, at vi producerer og leverer så vigtige produkter som varme og el til kunderne. Og det giver endnu mere mening, at vi bruger biomasse til at producere det. Det er et stabilt og bæredygtigt brændsel, der også fungerer, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner”.
I Forsyning Helsingør lægger vi vægt på faglig og personlig udvikling. Læs her hvordan.
Mød nogle af vores ca. 200 medarbejdere og få et indtryk af, hvordan det er at arbejde i Forsyning Helsingør.
Læs hvordan vi ansætter nye medarbejdere og sikrer os, at det er rigtige match - både for dig og os.