Nye affaldsbeholdere til sommerhuse og fiskerleje i Hornbæk

Affald

Fra 30. maj skal godt 1.100 kunder begynde at sortere husholdningsaffaldet.

affaldssortering - fiskerleje

Det gamle fiskerleje bagved havnen i Hornbæk kommer nu med på sorteringsbølgen.

Fremover skal brugere og ejere af sommerhuse i Hornbæk samt beboere i byens hyggelige fiskerleje sortere deres husholdningsaffald i madaffald, plast, mad- og drikkekartoner, metal, papir og pap – samt restaffald. Dette skyldes, at områderne fra midten af maj kobles på den nye affaldsordning med mere sortering ved husstanden. I alt drejer det sig om 950 sommerhuse og 140 boliger i fiskerlejet. Dermed vil godt 24.000 husstande samlet set være i gang med affaldssortering i kommunen.

Affaldssorteringen betyder, at alle vil modtage 3 nye beholdere: én til mad- og restaffald, én til plast, mad- og drikkekartoner og metal - samt én til papir og småt pap.

Husholdningsaffaldet indeholder mange ressourcer, som kan genanvendes. Derfor skal vi alle med på sorteringsbølgen.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Det er dejligt at se, at vi nu kan udvide den nye affaldsordning med mere sortering til sommerhusområderne og det gamle fiskerleje i Hornbæk. Husholdningsaffaldet indeholder mange ressourcer, som kan genanvendes. Derfor skal vi alle med på sorteringsbølgen. Det er godt for klimaet og er med til at gøre vores hverdag mere bæredygtig”, forklarer Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Ny affaldsordning - grøn affaldsspand

Snart kan beboerne begynde at sortere husholdningsaffaldet, og de får blandt andet udleveret en særlig spand til madaffaldet. 

Konkret affaldsløsning kan ses på hjemmeside
De nye beholdere vil blive leveret fra 16. maj og to uger frem, og kan tages i brug fra uge 22. På nogle sommerhusadresser vil der foreløbigt ikke blive leveret beholdere til papir/pap, da forholdene omkring adgangsvejene skal afklares yderligere.

I det gamle fiskerleje i Hornbæk er der ca. 30 adresser, der indtil videre fortsætter med at få hentet dagrenovation i sække som følge af for smalle køreveje.

På Forsyning Helsingørs hjemmeside kan du indtaste din adresse og se, hvilken affaldsløsning der er planlagt for netop din beboelse eller ejendom.

Mere information og sorteringsvejledning på vej
Alle sommerhusejere og beboer i Hornbæk Fiskerleje har modtaget et e-Boksbrev med information om udrulningen, fx med information om leveringstidspunktet af beholderne, beholdermål samt indretning af beholderstandplads.

Ved leveringen af de nye affaldsbeholdere følger også en udførlig sorteringsvejledning, grønne madaffaldsposer og sorteringsspand.  Kundernes nye tømmekalender kan ses på fh.dk eller via app’en Affaldsportal.

Tager hul på sidste fjerdedel
De fleste husstande i Helsingør Kommune er allerede godt i gang med at sortere deres affald. Indtil nu har Forsyning Helsingør rullet den nye affaldsordning med mere sortering ved husstanden ud til over 3/4 dele af kommunens husstande. Med udrulningen af affaldsordningen til sommerhusområder og fiskerleje i Hornbæk er Forsyning Helsingør et skridt nærmere målet om at få alle husstande i Helsingør Kommune med på sorteringsbølgen.