Stort miljøhop: Vigtigt mål for genanvendelse nået før tid

Affald

50 procent af husholdningsaffaldet blev genanvendt i 2021. Fremover venter nye mere ambitiøse mål.

Pige bærer mad- og restaffald ud til beholdere

Året 2021 blev et godt år for genanvendelsen i Helsingør Kommune. Forsyning Helsingør har nu rullet ny affaldsordning ud til over 2/3 dele af kommunens husstande, og borgerne er nu godt i gang med at sortere husholdningsaffaldet i mange forskellige fraktioner. Det har betydet et markant og positivt spring i genanvendelsen på affaldsområdet. Ved årsskiftet lykkedes det at opfylde målet i kommunens Ressource- og Affaldsplan 2015 – 2024 og den nationale ressourcestrategi om, at 50 procent af husholdningsaffaldet skal genanvendes i 2022.

Nu bliver der for alvor sorteret ude i de fleste hjem i både nye beholdere og det, der skal med på genbrugspladsen. Derfor fortjener kunderne stor ros.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Det er en super glædelig nyhed – som først og fremmest er godt for miljø og klima. Tallene viser, at det er lykkedes os at rulle en effektiv affaldsordning ud til kunderne. Nu bliver der for alvor sorteret ude i de fleste hjem i både nye beholdere og det, der skal med på genbrugspladsen. Derfor fortjener kunderne stor ros. Får vi ikke kunderne med på sorteringsbølgen, kan vi ikke opfylde vores mål for genanvendelse af husholdningsaffaldet”, fortæller Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Positiv udvikling i 2021
Målet på 50 procents genanvendelse – i affaldsbranchen kaldet bilag 5-procenten – dækker over husholdningsaffald i fraktionerne mad, papir og pap, glas, metal, plast og træ – indsamlet fra husstande og på genbrugspladsen. I 2020 lå genanvendelsesprocenten på 37 – og året før på 34 procent.

Bilag 5-indsamlede mængder til genanvendelse i 2021 og 2020:

Bilag 5-procenterne

I samme periode er mængden af restaffald til forbrænding faldet fra 15.927 ton til 11.820 ton – svarende til en reduktion på 26 procent. Dermed har sorteringen af husholdningsaffald til genanvendelse i 2021 sparet klimaet for ca. 1.400 tons CO2* fra forbrænding af restaffald.

Nye ambitiøse krav på vej
Kravene til sortering og genanvendelse på affaldsområdet er allerede blevet højere.  Således skal alle husstande inden for de næste par år sortere husholdningsaffaldet i 10 fraktioner. I løbet af 2022 bliver sortering af mad- og drikkekartoner et krav til alle kunder i Helsingør Kommune – og derefter bliver der også mulighed for at komme af med farligt affald og småt pap ved alle husstande.

I den nye nationale Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi er visionen en klimaneutral affaldssektor i 2030, og kommuner og affaldsbranche forventer derfor, at der snart kommer nye ambitiøse nationale genanvendelsesmål – som afløser for Bilag 5-procenten. Men allerede nu eksisterer der fælles EU-mål på kommunalt indsamlet affald, der hedder 55 procent i 2025, 60 procent i 2030 og 65 procent i 2035.

Fremover venter nye ambitiøse mål for genanvendelsen af husholdningsaffaldet.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Fremover venter nye ambitiøse mål for genanvendelsen af husholdningsaffaldet. Sammen med kunderne skal vi blive endnu bedre til at sortere og sikre genanvendelse og genbrug af ressourcerne i affaldet. Derfor skal vi fortsætte vores udrulning af den nye affaldsordning med flere fraktioner, og derfor får vi brug for den nye genbrugsplads, der står klar senere på året”, forklarer Jens Bertram.

*Kilde: Finansministeriets model for beregning af CO2-udledning.