Renseanlæg og udnyttelse af ressourcer

Ombygning af Sydkystens Renseanlæg og grøn energiproduktion.

Sydkystens Renseanlæg

Forsyning Helsingør har tre renseanlæg placeret rundt om i kommunen. Nordkystens Renseanlæg ligger i Hornbæk, Sydkystens Renseanlæg i Espergærde, og så er der Helsingør Renseanlæg.

De tre renseanlæg modtager og renser spildevandet for kommunens over 62.000 indbyggere og kommunens virksomheder. I 2020 blev det til 6,5 mio. m3 spildevand.

Inden det ledes ud i Øresund, skal vandet leve op til udledningskravene formuleret af vores lokale miljømyndighed, Helsingør Kommune. Spildevandet indeholder blandt andet organiske stoffer og næringsstoffer. Derfor renses spildevandet både mekanisk, biologisk og kemisk. Dermed fjernes de stoffer, der er skadelige for vandmiljøet.

Se hvordan i videoen her. Den viser spildevandets vej gennem Helsingør Renseanlæg.


Ressourcerne udnyttes
I Forsyning Helsingør ønsker vi at udnytte ressourcerne i spildevandet i så høj grad, det er muligt, så renseanlæggene kan være med til at understøtte den grønne omstilling. Derfor sker der i dag en produktion af grøn energi på to af vores renseanlæg. I såkaldte rådnetårne udvikler slammet biogas, der via en gasmotor omdannes til klimavenlig el og varme.

Målet er at blive så selvforsynende med energi som muligt. Derfor undersøger vi mulighederne for anvendelse af varmepumper på renseanlæggene for dermed på sigt at kunne producere endnu mere klimavenlig el og varme.

Når det regner kraftigt, kan renseanlæggene blive udfordret på kapaciteten, fordi presset fra kloakkerne bliver for voldsomt. Det vil så resultere i, at der kan opstå overløb, hvor det er nødvendigt at lede opblandet spildevand og regnvand ud i Øresund. Overløbene fungerer som en slags ventil, og det er en helt normal proces for landets renseanlæg. Håndteringen af overløb er godkendt af vores miljømyndighed.

Ombygning af Sydkystens Renseanlæg
I takt med klimaforandringernes mere intense nedbør – og udbygningsplaner i kommunen – vil renseanlæggene efterhånden blive udfordret på kapaciteten. Det vil særligt være tilfældet på Sydkystens Renseanlæg, fordi oplandet er vokset betydeligt de senere årtier.

Det er derfor besluttet, at Sydkystens Renseanlæg skal bygges om, så det bedre kan klare presset fra fremtidens regnmængder. Løsningen er indførsel af ny teknologi, der både kan rense spildevandet hurtigere og i større mængder. Ombygningen betyder, at renseanlæggets ydeevne kommer til at passe til udviklingsplanerne for fremtidens Espergærde med flere huse og flere indbyggere – samt at risikoen for overløb til Øresund med opblandet regnvand og spildevand reduceres.

Ombygningen er gået i gang og forventes afsluttet ultimo juni 2022.