Sådan undgår du lugt fra din madaffaldsbeholder

5 gode råd til at undgå gener i sommervarmen.

Grøn biopose til madaffald

Din beholder til madaffald kan begynde at lugte, når temperaturen stiger, da varmen fremskynder forrådnelsesprocessen. I visse tilfælde, kan der også komme maddiker, men kun hvis spyfluer har fri adgang til madaffaldet.

Vi har derfor opstillet nogle gode råd til, hvordan du undgår problemer med madaffald i sommervarmen:

1. Slå knude på den grønne pose til madaffald.

2. Sørg for at posen er helt tæt, også efter du har lagt den i din affaldsbeholder.

3. Hold låget på affaldsbeholderen ordentligt lukket.

4. Placer din affaldsbeholder i skygge og væk fra boligen.

5. Rengør din beholder med vand og sæbe, hvis der er kommet madaffald i bunden eller på siderne. Det kan forebygge lugt og maddiker.  Læg beholderen ned og spul den med en haveslange, så vandet kommer i kloakken. Hvis du ikke selv vil vaske din beholder, så findes der flere private firmaer, der tilbyder denne service.

I sommermånederne juni, juli og august kan du tilkøbe ugetømning af madaffaldet i stedet for 14 dages tømning.  Har du en 2-delt beholder til mad- og restaffald, får du også tømt dit restaffald samtidig.

Vi håber, du vil følge de 5 råd. På forhånd tak. Dit affald tæller.

Sådan får du nye poser til madaffald

Hvis du har en 2-delt beholder til mad- og restaffald, kan du binde en tom madaffaldspose om håndtaget. Så lægger skraldemanden nye poser på låget.

Hvis du bor i etagebolig eller anden bebyggelse, hvor I har fælles affaldsbeholdere til madaffald, kan du kontakte din boligforening, vicevært eller den kontaktperson, som var i dialog med Forsyning Helsingør om den nye affaldsordning.

Alle kan få nye poser til eget forbrug på en af kommunens genbrugspladser.