Klimatilpasning: Regnvand skal give glæde i skolegården

Spildevand

Helhedsplan for Espergærde vil give færre overløb og oversvømmelser – og samtidig skabe rekreative værdier med mødesteder for lokalsamfundet.

forsinkelsesbassin - Tibberupskolen

Et kommende forsinkelsesbassin ved Tibberupskolen kunne fx bruges til undervisning i biologi. Illustration: Hasløv & Kjærsgaard

Forsyning Helsingør har præsenteret den såkaldte Masterplan for spildevand og regnvand i Espergærde. Det skete på Tibberupskolen i Espergærde sammen med eleverne fra 9.e. Stedet var valgt fordi, masterplanen – eller helhedsplanen – for Espergærde indeholder flere forslag til, hvordan arbejdet med at skille spildevand og regnvand fra hinanden kan give en merværdi til lokalsamfundet.

Samarbejde om forsinkelsesbassin
Ved Tibberupskolen skal der fx etableres et stort åbent bassin på 6.600 m3, der både vil forsinke regnvandet på dets vej i det rørlagte Munkesøvandløb – og kunne bruges af skoleelever til fx udendørs læringsrum til science-undervisning eller andre rekreative formål. Øvrige naboer og lokalsamfund vil også kunne bruge området.

Jeg håber, at vi sammen med skolen, kommunen og andre parter kan udvikle en løsning, der både forsinker vandet – og kan bruges af skoleelever og andre borgere i byen til fx undervisning, oplevelser eller sport.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Når vi klimatilpasser og mindsker risikoen for overløb og oversvømmelser er det vigtigt, at vi gør det på en måde, hvor vi samtidig forsøger at skabe en merværdi ved regnvandshåndteringen til glæde for lokalsamfundet. Det åbne bassin ved Tibberupskolen er et godt eksempel på det. Jeg håber, at vi sammen med skolen, kommunen og andre parter kan udvikle en løsning, der både forsinker vandet – og kan bruges af skoleelever og andre borgere i byen til fx undervisning, oplevelser eller sport”, siger Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Ulla Glædesdahl, daglig pædagogisk leder på Tibberupskolen, er glad for, at Forsyning Helsingør har tænkt sig at bruge regnvandsløsningerne kreativt i et samarbejde med skolen:

”Et forsinkelsesbassin på Tibberupskolen er en fantastisk mulighed for at lave et udendørs undervisningsrum, som vores elever kan erhverve sig nye og spændende kompetencer i - det kan være af sportsligt såvel som naturfaglig karakter alt efter, hvor projektet bærer os hen. Mulighederne er mange, og vi glæder os utrolig meget til sammen med styregruppen at skabe et anderledes og innovativt læringsrum, som også kan være til glæde for lokalsamfundet.”

Arbejdet ved Tibberupskolen er planlagt til at kunne udføres i tidsrummet 2024 – 2026. På langt sigt er der i masterplanen planlagt flere rekreative åbne regnvandsbassiner blandt andet ved den kommunalt ejede Egegården, der vil kunne få et nyt ”gadekær”. Også i den sydlige del af området mellem Mørdrupskolen og Espergærdecenteret planlægges et nyt bassin.

Teknisk forarbejde med overblik
Masterplanen for spildevand og regnvand i Espergærde skal reducere overløb til Øresund, mindske risikoen for oversvømmelser i boligområder og samtidig skabe nye mødesteder med værdi for lokalsamfundet. Planen er det tekniske forarbejde, der giver overblikket over, hvordan afløbssystemet virker i dag – og hvilke forskellige indsatser og løsningsmuligheder, der er relevante og realistiske for Espergærde, når der fx tages hensyn til vandløbenes placering og kloaksystemets beskaffenhed.  

Det er en stor og ambitiøs klimatilpasningsplan, der både kan minimere overløb til Øresund og mindske risikoen for oversvømmelser på terræn.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Masterplanen er Forsyning Helsingørs bedste bud på, hvordan vi i fællesskab kan løse de komplekse udfordringer, der opstår i Espergærde, når det regner meget og intenst. Det er en stor og ambitiøs klimatilpasningsplan, der både kan minimere overløb til Øresund og mindske risikoen for oversvømmelser på terræn. I planen skitserer vi både de investeringer, som Forsyning Helsingør selv er gået i gang med, og vi viser, hvor i byen det vil give en effekt, at grundejerne også kommer i gang med separatkloakering”, forklarer Jens Bertram.

Indsatser i 17 geografiske områder
Masterplanen viser, at der skal arbejdes overalt i den gamle del af Espergærde, men at det ikke skal ske på én gang. Der bør fokuseres på særlige problemområder. For at sikre fuld separering af Espergærde kræves der indsatser i 17 geografiske områder – fordelt på 25 etaper, der er indbyrdes afhængige.

En fuld implementering af masterplanen forventes at ville vare mellem 20 og 40 år – og vil – med forbehold for prisstigninger – kunne gennemføres med en samlet investering på 885 mio. nutidskroner.

Politikere bestemmer tempo i separatkloakering
Planen lægger op til, at de første private grundejere kan begynde separering af spildevand og regnvand på egen grund i 2024 – 2026. Men tempoet af separatkloakeringen bestemmes politisk i forbindelse med de kommende spildevandsplaner. Byrådet har i 2021 vedtaget, at separatkloakering skal være det bærende princip i den nye spildevandsvandsplan, der forventes vedtaget politisk inden for det næste års tid.

Det er derfor også Helsingør Kommune, der har ansvaret for borgerinddragelsen i forbindelse med indholdet i den kommende spildevandsplan. Forsyning Helsingør er til rådighed for at fortælle om de konkrete projekter.

Forsyning Helsingør planlægger en orientering om masterplanen for borgere og andre interesserede i løbet af foråret 2022.

Skoleklasse

Fra venstre; vandchef Allan Bruus, daglig pædagogisk leder Ulla Glædesdahl, bestyrelsesformand Jens Bertram og eleverne fra 9.e på Tibberupskolen sammen på det areal, der fremover både skal forsinke regnvandet og skabe nye mødesteder og oplevelser for skoleelever og lokalsamfund. Foto: Ronnie Rosenlund Jørgensen

Fakta: Her går Forsyning Helsingør i gang

Forsyning Helsingør er allerede gået i gang med dele af arbejdet og står selv for de første 4 etaper.

Første etape indebærer en udvidelse af kapaciteten på Sydkystens Renseanlæg, som bl.a. skal være med til at reducere overløb fra oplandet til Søbækrenden. Der er behov for at lede mere fællesvand fra oplandet til renseanlægget. Arbejdet er gået i gang.

Anden etape indeholder etablering af et ca. 900 m³ lukket bassin til både spildevand og regnvand ved Hornbækvej/Ny Strandvej. På længere sigt vil bassinet kunne fungere som regnvandsbassin. Arbejdet er gået i gang.

Tredje etape indebærer tilslutning til en eksisterende vandtank på 1.000 m³ ved det gamle vandværk ved Roligheds Allé. Vandtanken kan muligvis udnyttes som fællesbassin, hvilket er en effektiv måde at reducere belastningen nedstrøms og reducere antallet af overløb.

Fjerde etape omfatter etableringen af et ca. 500 m³ bassin til spildevand og regnvand ved renseanlægget. Det foreslås at etablere bassinet tidligt i processen, da bassinet vil have virkning med det samme på de mange overløb, der er til det kystfjerne overløb.