Solenergi

Solenergi

Skitse af solcellepark med plante og dyreliv

Forsyning Helsingør ønsker at bidrage til den lokale grønne omstilling og hjælpe den vedvarende energi på vej. Det er en del af ejerstrategien for selskabet og Helsingør Kommunes klima- og miljøhandlingsplan.

Derfor præsenterede vi i sommeren 2020 idéen om at etablere en solcellepark ved Skibstrup Affaldscenter. Solcelleparken vil kunne dække strømforbruget svarende til godt halvdelen af kommunens husstande – og samtidig producere varme til fjernvarmenettet.

Byrådet har godkendt idéen og vedtaget, at der kan igangsættes en planproces. Siden da er projektet blevet kvalitetsudviklet og forundersøgelser og analyser gennemført, ligesom der er udarbejdet landskabsmæssige undersøgelser og vurderinger.

Forsyning Helsingør har i januar 2021 fremlagt et dispositionsforslag til solcelleparken i Skibstrup. Dispositionsforslaget er sendt til kommunens planmyndighed. I forslaget redegøres for mulige tekniske løsninger og konsekvenser for området i forbindelse med etableringen af anlægget.

Der skal nu gennemføres en planlægning med kommuneplantillæg, miljøredegørelse og lokalplan for området, inden der kan gives en byggetilladelse.

Planlægningsprocessen – herunder borgerinddragelse og høringsfase - gennemføres af planmyndigheden, Helsingør Kommune, med udgangspunkt i de love og bekendtgørelser, der er gældende. Det er Byrådet, der i forløbet tager stilling til, om der kan godkendes en lokalplan, der giver mulighed for solcelleanlægget kan etableres med forventet drift i 2023.

Helsingør Kommune har nu startet processen med en forudgående høring indtil 12. maj 2021. Der afholdes digitalt borgermøde 10. maj. Læs mere her.

SENESTE NYT: 
Byrådet har 20. juni 2022 endelig godkendt planforslaget for solcelleparken efter høringsperioden. Der er 4 ugers klagefrist. 

SENESTE NYT:
Planklagenævnet har 24. februar 2023 ophævet lokalplan nr. 4.38 og kommuneplantillæg nr. 10 for projektet. Kommunen har efterfølgende genoptaget planlægningsprocessen. 

Hvorfor giver det mening at placere solcelleparken ved Skibstrup Affaldscenter?

Området ved Skibstrup Affaldscenter er Forsyning Helsingørs bedste bud på en placering af en solcellepark på min. 50 hektar inden for kommunegrænsen. Området er udvalgt efter en overordnet screening af mulige områder i kommunen.

Der er flere fordele ved det foreslåede område. Fx er det i dag landbrugsjord i drift uden væsentlige naturværdier. Området ligger uden for Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Det er lykkedes Forsyning Helsingør at indgå en aftale om planlægningsretten på jorden med de konkrete lodsejere i området. Området er overvejende sydvendt og dermed ideelt for solcellepaneler. Og Forsyning Helsingør er selv den største nabo i form af Skibstrup Affaldscenter, som gør det muligt at udnytte synergier mellem solcellepark og affaldscenter i forhold til drift, opsyn m.m.

Hvordan vil solcelleparken påvirke natur og miljø i projektområdet?

Området, hvor solcellerne placeres, er i dag landbrugsjord i drift, og i området er der et mindre afgrænset §3-naturområde, som ikke berøres.

Det er Forsyning Helsingørs ønske, at biodiversiteten på jorden under, mellem og omkring solcelleanlægget så vidt muligt skal styrkes, ligesom der i dispositionsforslaget er tilkendegivet, at det eksisterende §3-naturområde beskyttes med yderligere et 15 meter bredt beplantningsbælte. Samtidig er det planen, at eksisterende beplantning og naturhegn bevares og udvides eller forstærkes. Der ønskes etableret sammenhængende beplantningsbælter omkring solcelleområderne, så dyr og fugle kan søge ly og passere.

Projekter og planer, der må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt, kan kun realiseres på baggrund af en omfattende vurdering af konsekvenserne for miljøet. Vurderingen skal påvise, beskrive og vurdere projektets væsentlige direkte og indirekte virkning på blandt andet:

  • Befolkningen og menneskers sundhed
  • Den biologiske mangfoldighed, med særlig vægt på arter og naturtyper der er beskyttede
  • Jordarealer, jordbund, vand, luft og klima
  • Materielle goder, kulturarv og landskab samt
  • Samspillet mellem disse faktorer

Miljøvurderingerne sikrer, at der foretages en grundig analyse af de forskellige miljøpåvirkninger. Miljøvurderingerne offentliggøres og sendes i offentlig høring.

Hvad viser Miljøkonsekvensrapporten for solcelleparken?

I forbindelse med byrådets behandling af planforslaget er der udgivet en miljøkonsekvensrapport, der findes som bilagsmateriale til byrådsbehandlingen.

En opsamling i rapporten af de vurderede miljøpåvirkninger i henholdsvis anlægsfasen og driftsfasen viser:

Resultat af miljøkonsekvensrapport
Er der risiko for at solcellerne kan forurene jorden under drift?

Nej! SWECO har set på dette i miljøkonsekvensrapporten og vurderet, at der ingen miljøpåvirkninger vil være i driftsfasen fsva jordbund og jordforurening.

Vil områdets vildtbestand - herunder rådyr - kunne passere gennem solcelleparken?

Ja. I planforslaget er beskrevet, at der vil blive sikret en ca. 12-13 meter bred fri passage til dyr gennem anlægget fra øst til vest.

Hvor stor bliver elproduktionen i solcelleparken?

Det afhænger af, hvor stor solcelleparken bliver. Men vi har fra start i projektet arbejdet med en forventet elproduktion – svarende til ca. halvdelen af husholdningers årlige elforbrug i kommunen.

Hvilken betydning får solcelleparken for klimaet?

Der er et stort politisk ønske om en massiv udbygning af den vedvarende energi i Danmark baseret på mere sol og vind. Det gælder både nationalt og lokalt. Aktuelt arbejder regeringen med en målsætning om en firedobling af landbaseret sol og vind frem mod 2030. De fleste prognoser – fra bl.a. Concito, IDA og Klimarådet – peger da også på, at det danske samfund vil komme til at mangle grøn strøm fra vind og solkraft i det kommende tiår.

En solcellepark ved Skibstrup vil være med til at løse denne udfordring og mindske klimabelastningen, fordi elproduktionen i meget stor grad vil erstatte el produceret med fossile energikilder som gas, kul og olie.

Helt overordnet er det Forsyning Helsingørs estimat, at solcelleparken over hele anlæggets levetid (anslået 25 år) vil bidrage med en samlet CO2-reduktion på ca. 200.000 tons – hvor effekten er størst i starten af parkens levetid – og hvor en estimeret CO2-gæld ved produktion, transport, opstilling, drift i hele levetiden og nedtagning er medregnet.*

*Der vil altid være en vis usikkerhed forbundet med at beregne en solcelleparks CO2-effekt. Effekten afhænger af, hvor stor en andel af de fossile energikilder, solcelleparkens produktion fortrænger i elnettet nu og i fremtiden. Derudover afhænger effekten selvfølgelig også af den valgte solcelletype og anlæggets størrelse.

Hvilken betydning får solcelleparken for den enkelte borgers CO2-udledning?

Helsingør Kommunes klimaplan dækker perioden indtil 2030 og har som mål, at CO2-udledningen per indbygger i kommunen skal nedbringes til 1,7 tons i 2030.

Hvis solcelleanlægget etableres i 2024, vil det netto i perioden indtil 2030 have en estimeret reduktionseffekt på ca. 85.000 tons, hvilket svarer til i gennemsnit ca. 0,22 tons per indbygger per år. Beregningen inkluderer et estimat for CO2-udledning ved produktion, transport, opstilling, drift og nedtagning i hele levetiden. CO2-gælden ved fremstilling, transport, opsætning etc. forventes at være indhentet med de første 1-2 års produktion, hvorefter solcelleparken vil reducere klimabelastningen.*

*Der vil altid være en vis usikkerhed forbundet med at beregne en solcelleparks CO2-effekt. Effekten afhænger af, hvor stor en andel af de fossile energikilder, solcelleparkens produktion fortrænger i elnettet nu og i fremtiden. Derudover afhænger effekten selvfølgelig også af den valgte solcelletype og anlæggets størrelse.

Har bredden af plantebælter betydning for energiproduktionen og dermed CO2-udledningen?

Ja! Ved 10 meter plantebælte ud for naboejendomme med bebyggelse og skel op til solcelleanlægget – samt langs Holmenevej og Skibstrupvej  – som angivet i lokalplanen - vurderes energiproduktion i anlægget at blive 52,8 GWh per år.

Ved udvidelse af plantebæltet i skel til 15 meter foran naboer med bebyggelse på ejendommen vurderes energiproduktionen at blive reduceret med ca. 1,3% til 52,1 GWh/år.

Ved udvidelse af plantebæltet til 15 meter hele vejen rundt om parken herunder i skel omkring anlægget mod naboer med bebyggelse på ejendommen vurderes produktionen reduceret med 2,3% til 51,6 GWh/år.

CO2 reduktionen vil i hovedtræk være proportional med energiproduktionen.

Kan elnettet i området klare det pres, der må komme fra en stor solcellepark?

Forsyning Helsingør skal selv etablere elnettet fra solcelleparken til højspændingsnettet ved Teglstrupgård i Helsingør, hvor der tilsluttes på 50 kV niveau. Så der bliver ingen kapacitetsproblemer.

Hvad vil Forsyning Helsingør gøre for at mindske evt. støjgener fra solcelleparken? 

Solcellerne er lydløse, men inverterne – der omdanner jævnstrøm til vekselstrøm - og mindre transformere, som placeres fordelt i rækkerne af solceller, summer en smule.

Miljølovens støjgrænser ved naboskel vil blive indbygget i udbudsmaterialet. Det vil således være et krav til leverandørerne at tilbyde en løsning, hvor gældende støjkrav overholdes. Derudover vil vi udføre en beregning af, at støjgrænserrne ikke overskrides, når den konkrete teknologi på anlægget kendes.

Desuden har vi via dialog med naboer flyttet en større planlagt transformerstation så langt væk som muligt fra nærmeste bebyggelse, således at støjen derfra ikke vil kunne udgøre en gene.

Hvilke tiltag vil Forsyning Helsingør gøre for at mindske eventuelle visuelle påvirkninger fra solcellerne?

Vi har planlagt etablering af et 10 meter bredt plantebælte ud for hver af de nabomatrikler, hvor der er bygninger/beboelse – samt langs Skibstrupvej og Holmenevej. Langs den øvrige del af parkens afgrænsning planlægges etablering af et plantebælte på 5 meter - samt en 12 meter bredt vildtkoridor.

Hvilke krav vil Forsyning Helsingør stille til de kommende tilbudsgivere i forhold til bæredygtighed - herunder bortskaffelse og genanvendelse af anlægget?

Vi vil i udbuddet til solcelleparken stille en lang række krav, der både omhandler pris, kvalitet og funktionalitet – samt miljø.

Solcellerne skal opfylde Danmarks gældende miljøkrav – herunder kravene til håndtering af elektronikaffald formuleret i det såkaldte WEE-direktiv fra EU. Det betyder, at udtjente solceller via en indsamlingsordning sendes videre til et behandlingsanlæg, hvor elementerne bliver skilt ad til videre genanvendelse - og hvor det er muligt, at opsamle, udsortere eller miljøbehandle de forskellige dele – herunder evt. tungmetaller.

Allerede i dag kan op mod 85 procent af et solcellepanel genanvendes. Det gælder ikke kun aluminiums- og glasdele – men også sølv og silicium kan genanvendes. Silicium kan fx genanvendes i batterier. Der bliver således taget hånd om evt. farlige stoffer efter den til en hver tid gældende miljølovgivning.

Viden og know how om solceller udvikler sig, og branchen arbejder hele tiden på at både øge levetiden – og forbedre genanvendelsen.

Hvilke krav vil Forsyning Helsingør stille til de kommende tilbudsgivere i forhold til sikring af forsvarlige produktionsforhold – fsva arbejdsmiljø og menneskerettigheder?   

Forsyning Helsingør bruger sociale klausuler baseret på principperne i FN’s Global Compact ved større bygge- og anlægsarbejder. Det vil vi også gøre i dette tilfælde. Det betyder, at totalentreprenøren forpligter sig til at sikre, at arbejdet med solcelleparken – herunder produktionen – lever op til specifikke krave om blandt andet overholdelse af menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder (ILO-konventionne), miljø og anti-korruption. Kravene gælder også underleverandører.

Hvor mange naboer er der til solcelleparken?

Der er ca. 16-18 boliger indenfor en radius af 200 m fra den planlagte solcellepark.  Det er den maksimale afstand, der efter bekendtgørelsen giver mulighed for kompensation.  

Hvad bliver afstanden fra naboerne til nærmeste solceller?

I det af Byrådet godkendte planforslag er minimusafstanden fra nabogrund til de nærmeste solceller minimum 14 meter. Der vil i dialog med de konkrete naboer blive udarbejdet plantebælter af 10 meters bredde placeret mellem solceller og nabogrund.

Hvorfor bliver solcellerne ikke placeret på tage rundt om i kommunen i stedet – så behøver de ikke optage så meget plads ude på landet?

Hvis Forsyning Helsingør skal levere vedvarende energi i den ønskede skala og med en positiv business case er det nødvendigt at have et stort samlet areal med solceller.

Forsyning Helsingør ejer ikke, har ikke adgang til eller råderet over arealer på tage, der opfylder disse krav. Endvidere er der  i dag væsentlige forsikringsmæssige og juridiske problemstillinger forbundet med at sætte solceller op på andres tage – fx kommunens. 

Forsyning Helsingør har i dag solceller placeret på flere af virksomhedens egne bygninger, hvor de bidrager med at dække egetforbruget af strøm.

Udbetales der erstatning til naboer til en solcellepark?

Der er mulighed for udbetaling af erstatning i henhold til VE-bekendtgørelsen.

Hvordan vil borgerne blive inddraget i beslutningsprocessen?

Helsingør Kommune er ansvarlig for planprocessen – herunder den nødvendige høring og borgerinddragelse. Der har været afholdt en forhøring med borgermøde 10. maj 2021. Og bemærkninger til forslaget er registreret og vil blive besvaret i den igangværende planlægningsfase. Læs mere om planprocessen her.

Før at der kan etableres et solcelleanlæg i denne størrelsesorden, skal der udarbejdes en lokalplan. En lokalplan er en detaljeret, fysisk plan, som fastlægger den mulige udvikling indenfor et afgrænset geografisk område.

Lokalplanen kan bl.a. bestemme:

  • Hvor der kan bygges
  • hvad området og bygningerne kan bruges til
  • Hvordan det skal se ud
  • Hvad skal bevares eller friholdes for byggeri
  • Hvordan veje, stier og friarealer skal indrettes

Planforslaget er nu godkendt af Byrådet og sendt i offentlig høring. I høringsperioder har borgere m.fl. lejlighed til at komme med bemærkninger, indsigelser eller forslag til ændringer. Når høringsperioden er slut, vurderer Byrådet, i hvilken udstrækning man vil imødekomme eventuelle indsigelser og ændringsforslag.

I forbindelse med høringsperioden har Helsingør Kommune inviteret til borgermøde onsdag den 16. marts 2022 kl. 18.00 - 19.30 på Hellebækskolen i Ålsgårde. Læs mere her. 

Seneste nyt: Byrådet har den 20. juni 2022 godkendt det endelige plangrundlag efter høringsperioden. Der er 4 ugers klagefrist.