Vandets vej til hanen

Sådan behandler vi vandet fra boring over vandværk til vandhanen.

Pige drikker af vandhanen

I Danmark er vi heldigvis så privilegeret, at vi kan åbne for vandhanen og drikke vandet. Sådan er det ikke alle steder i verden. Det skyldes, at grundvandet i Danmark er så rent, at det ikke kræver andet end en simpel vandbehandling på vandværkerne, før det kan drikkes.

Simpel vandbehandling
Forsyning Helsingør har 6 kildepladser fordelt rundt om i Helsingør Kommune. Det er fra disse kildepladser med i alt 26 vandboringer, at alt grundvandet hentes op.

Når vandet er blevet pumpet op, sendes det videre til vores to vandværker i Snekkersten og Hellebæk. Her udføres der en simpel behandling af vandet, der kun omfatter iltning og filtrering gennem sandfiltre. Iltningen gør at gasserne methan og svovlbrinte forsvinder ud af vandet. Derudover gør iltningen, at jern og mangan udfældes i sandfiltre, samt at kvælstofforbindelsen ammonium omdannes til nitrat i koncentrationer langt under grænseværdien.

Efter filtreringen er drikkevandet nu klar til at blive sendt ud til kunderne gennem vandledninger i jorden. I det område, hvor Forsyning Helsingør leverer rent drikkevand, har vandledningerne i dag en samlet længde på 426 km.

Kontrolprogram
I samarbejde med kommunen – den lokale vandmyndighed – har Forsyning Helsingør udarbejdet et kontrolprogram for vandkvaliteten. Programmet tager udgangspunkt i Miljøstyrelsens krav til drikkevandskvalitet og omfatter alle dele af vandforsyningen fra indvinding, vandbehandling og distribution til kunder. Kontrolprogrammet omfatter blandt andet, at vandkvaliteten testes for en lang række stoffer tre forskellige steder – ved kildepladsen, på vandværket og hos kunden. Du kan læse mere om kontrolprogrammet her.