Deltager i events og begivenheder

Helsingør Kommune er en aktiv kommune med afviklingen af mange begivenheder og kulturelle events i løbet af året. Det er med til at give byen liv og gøre kommunen attraktiv for både nuværende og fremtidige borgere. I Forsyning Helsingør støtter vi op om aktiviteterne og har valgt bevidst at deltage, støtte og være til stede ved en lang række udvalgte begivenheder.

Kronborgstafetten 2018 SFO løb

Det gør vi fordi, vi mener, det er vores ansvar som en stor lokal virksomhed, fordi det giver mening i forhold til at markedsføre vores kommercielle forretning – og fordi det er en god måde at komme i dialog med vores kunder fx i forhold til at udbrede miljø- og klimabudskaber.

Fokus på sport og kultur
I vores deltagelse har vi udvalgt en række events og begivenheder i kommunen, der passer til os, og hvor kommunen selv støtter op aktivt. Vores fokus er på sport og kulturelle events.

Vi er typisk til stede på events med vores vandvogn og uddeler gratis postevand til deltagere og publikum. Men ved udvalgte events deltager vi også med vores elmaskot, som i 2020 fik en makeover og navneskift fra Elmer til Elliot. Endvidere informerer vi deltagerne om fordelene ved Kronborg El og uddeler gratis vanddunke, der er produceret af biomaterialer.

Ved Kronborgstafetten deltager vi selv med flere hold. Ved Kronborg Cup – Sjællands største fodboldturnering – er vi hovedsponsor og vi er medarrangør af en helt særlig turnering for de allermindste, Kronborg El Cup, der afvikles som optakt til den store turnering.

Vores deltagelse i og støtte til lokale events- og begivenheder finansieres udelukkende gennem vores kommercielle selskab Forsyning Helsingør Kronborg Elhandel A/S, der konkurrerer på det frie elmarked. Læs mere om sponsorater og støtte til markedsføring.

Mere miljøbevidst lokalsamfund
Det er besluttet, at Forsyning Helsingør fremover vil benytte deltagelsen på de mange events og begivenheder til at gøre endnu mere for at guide og hjælpe lokalsamfundet med at blive mere miljøbevidst.

Faktaboks: Events med deltagelse af Forsyning Helsingør Kronborg Elhandel A/S

  • Kronborgstafetten
  • Kronborg El Cup
  • Kulturnatten

Her er vi kun til stede med vandvogn:

  • Skole-OL
  • Stafet for livet
  • Ølløbet

Derudover uddeler vi 5 spillesæt med tøj til de 8-10-årige idrætsudøvere i Helsingør Kommune.