Kristine - HR & Sekretariats-medarbejder
Administrationens strukturerede blæksprutte
Oprindelig er Kristine uddannet inden for detailhandel, og havde arbejdet i en årrække som salgsassistent inden hun kom til Forsyning Helsingør. Pludselig følte hun dog ikke, at jobbet som salgsassistent passede til hende. Hun havde behov for struktur og forudsigelighed. Kristine valgte at sadle om og tog i stedet uddannelsen som kontorelev med speciale indenfor administration. Målet var at få en mere ensartet hverdag.
At starte i en ny og ukendt branche
Inden Kristine faldt over den ledige elevstilling i Forsyning Helsingør, havde hun ikke det store kendskab til forsyningsbranchen, eller hvad man kunne lave i et forsyningsselskab.
”Jeg vidste selvfølgelig godt, at der blandt andet kommer skraldemænd og henter affald. Men det var først, da jeg så elevstillingen, at det gik op for mig, at man også kan arbejde med andet end det i et forsyningsselskab”, siger Kristine og fortsætter:
”Og det lød da også ret spændende at være med til at levere el, vand og varme til byen og sørge for, at affald og spildevand kommer godt væk. Det føler jeg mig meget stolt af at være med til i dag”.
Overgangen fra elev til fastansat
Da Kristine startede som elev var planen, at hun skulle være ét år i Direktionssekretariatet og ét år i Kundeservice. Hun nåede dog aldrig at være i Kundeservice, da man efter det første år vurderede, at da Kristines interesser og kompetencer var på HR-området, var det muligt at målrette elev-uddannelsen.
Det var også på det tidspunkt, at man begyndte at lufte ideen om, at Kristine skulle fastansættes efter endt uddannelse, da man vidste der var omstruktureringer på vej på netop HR-området. Og da afslutningen på Kristines elevuddannelse nærmede sig, blev hun tilbudt jobbet som HR & Sekretariatsmedarbejder. Det var for hende en stor anerkendelse af det arbejde, hun havde lavet som elev.
”Man får en følelse af, at der er behov for en og samtidig et ønske om, at man er her, og det er da dejligt at blive bekræftet i”, siger Kristine og tilføjer:
”Generelt er de andre i afdelingen bare virkelig gode til at rose og anerkende mig. F.eks. fortæller de mig altid, at de har manglet mig, hvis jeg har holdt fri. Det er rart at få at vide, at man er værdsat og gør en forskel”.
Mange af de arbejdsopgaver, som Kristine sidder med i dag, havde hun også, da hun var elev. Derfor foregik overgangen fra elev til fastansat også meget naturligt.
”Den eneste forskel på at være elev og fastansat er, at jeg i dag klarer mange af opgaverne på egen hånd”, siger Kristine.
Når man snakker med Kristine om hendes elevtid, er man ikke i tvivl om, at hun har været rigtig glad for at være elev netop i Forsyning Helsingør.
”Forsyning Helsingør og mine kollegaer har virkelig sørget for, at jeg har haft et godt forløb her”, siger Kristine og fortsætter:
”Det har også været fedt, at jeg i min elevtid har været på forskellige kurser for at lære mere om HR-faget. Det koster jo penge at komme på sådan nogle kurser, så det viste bare, at Forsyning Helsingør gik op i, at jeg blev dygtig”.
Struktureret administrations-blæksprutte
Kristine beskriver sit arbejde som ”blækspruttearbejde”. Meget af hendes tid går med papirarbejde, herunder ansættelsesbreve, lønforhandlingsreferater, velkomstbreve til nye medarbejdere og anmelde forsikringssager. Men hun har også en vigtig rolle i at tage imod nye medarbejdere ved fx at introducere dem til personalehåndbogen. Begge dele af jobbet oplever Kristine som meningsfuldt.
”Det giver god mening for mig, at jeg selv kan få noget fra hånden og samtidig hjælpe andre”, siger Kristine.
Kristine beskriver sig selv som typen, der bedst kan lide at have struktur og styr på, hvad hun skal lave. Derfor kan hun særligt godt lide de opgaver, der er tilbagevendende og kan sættes i systemer:
”Jeg kan godt lide, når der er opgaver, der går igen. Fx laver jeg en gang om måneden statistikker over elpriser. Hver gang vi får de nye elpriser, skriver jeg dem ind på hjemmesiden og laver en statistik over, hvor vi lægger henne prismæssigt i forhold til de andre virksomheder, der udbyder el”, siger Kristine.
Arbejdsplads med plads til alle
En af de ting, som Kristine særlig fremhæver, der er attraktivt ved at arbejde i Forsyning Helsingør er, at der er plads til alle.
”Det, der er fedt ved at være her, er at vi er så mange forskellige mennesker. Alt lige fra skraldemænd og håndværkere til akademikere, ingeniører og kontoruddannede. Det er rigtig fedt, at der er plads til alle her. Det er faktisk også det, der gør det rart at være”, siger Kristine.
I Forsyning Helsingør lægger vi vægt på faglig og personlig udvikling. Læs her hvordan.
Mød nogle af vores ca. 200 medarbejdere og få et indtryk af, hvordan det er at arbejde i Forsyning Helsingør.
Læs hvordan vi ansætter nye medarbejdere og sikrer os, at det er rigtige match - både for dig og os.