Spørgsmål/svar

Hvad koster vandet, hvor hårdt er vandet i Helsingør, hvorfor er vandet brunt ? Få svar på de mest almindelige spørgsmål om vand her.

Hvad betyder "Hårdt vand"?

”Hårdhed” beskriver vandets indhold af calcium og magnesium, og måles i hårdhedsgrader (OdH). Vandets hårdhed bør ligge mellem 5 og 30 OdH.

”Hårdt vand” har et højt indhold af calcium og magnesium. Vandets hårdhedsgrad har blandt andet betydning for doseringen af vaskemiddel.

Hvad koster vandet?

Hvem ejer ledning og måler?

Forsyning Helsingør ejer den del af vandledningen, der ligger i offentligt areal.

Som ejer har du ansvaret for alle installationer på din ejendom, fra skellet og ind i huset.  I tilfælde af brud på ledningen, er det ejers pligt at udbedre skaden inden 8 dage.

Undtaget er dog måleren, som ejes og drives af Forsyning Helsingør.

Hvor hårdt er vandet?

Vandet i Helsingør har en hårdhedsgrad på 14-15 OdH, hvilket er middelhårdt.

Skalaen for vands hårdhedsgrad ser således ud:

Total hårdhedsgrad Betegnelse
0-4Meget blødt 
4-8Blødt
8-12Middelhårdt 
12-18Middelhårdt / Hårdt 
18-30Hårdt 
30-Meget hårdt

Hvor henter vi vandet?

I Helsingør Kommune, hentes alt vand fra grundvandsmagasiner. Vandet pumpes op til vandværket, hvor det behandles gennem iltning og sandfiltre  – altså uden en egentlig rensning først. Alt vand fra danske vandværker behandles som drikkevand – uanset hvad det senere skal anvendes til.

Vi deler grundvand med kildevæld, vandløb og våde naturområder – og med landbruget, der har behov for at vande, når der er tørt. Pumper vi for meget op, falder grundvandsstanden til skade for alle parter – og til skade for kvaliteten af drikkevandet.

Derfor er det for det første vigtigt at spare på vandet. Den øvelse er danskerne gode til. I løbet af de seneste to årtier er det gennemsnitlige vandforbrug pr person faldet fra 174 liter om dagen til 106 liter.

For det andet skal vi værne om de indvindingsområder, hvor vandforsyningerne henter vores vand, så de ikke udsættes for forurening.

Forsyning Helsingør henter i dag vand fra fem kildepladser med i alt 26 vandboringer, som alle ligger inden for kommunens grænser

Forsyning Helsingør leverer vand til cirka 57.000 af kommunens cirka 62.000 indbyggere. De sidste cirka 5.000 får deres vand fra private vandværker.

Forsyning Helsingør sikrer, at Miljøstyrelsens krav til god vandkvalitet overholdes. Vores målinger viser, at vandet er af en god kvalitet.

Hvordan forstår jeg min vandmåler?

Måleren er fjernaflæst, men her har du brugervejledning i din vandmåler.

Læs brugervejledning

Hvorfor er vandet indimellem hvidt?

Hvis vandet er hvidt, skyldes det normalt at der er luft i. Hvis du fylder et glas med ”hvidt” vand og lader det stå et par minutter, vil du se at vandet igen bliver klart.

Luft i vandet kan forekomme ved reparationer på ledningsnettet . ”Hvidt” vand er ikke sundhedsskadeligt.

Hvorfor er vandet indimellem rødbrunt/rustfarvet?

Hvis det kolde vand bliver uklart og rødbrunt/rustfarvet, er det i de fleste tilfælde på grund af reparationer – enten på forsyningsledningen, i gaden eller inde i ejendommen.

Misfarvningen er et forbigående fænomen. Det skyldes, at aflejret kalk og jern rives med fra ledningssystemet. Den slags misfarvning af vandet er uskadelig og udgør ingen sundhedsfare.

For at få rent vand igen skal du skylle dit ledningssystem igennem. Det gør du ved at lade en vandhane tæt på måleren løbe til vandet bliver klart.

Mit tøj er blevet misfarvet af rødbrunt vand, hvad skal jeg gøre?

Læg dit tøj i en balje med vand tilsat 1 dl citronsyre til hver 10 liter vand.

Efter en halv time vrides tøjet op og vaskes igennem en varm sodaopløsning af 3 dl soda til hver 10 liter vand.

Tøjet skylles og behandles som efter en almindelig vask.