Første flis-leverandører er i hus

Presse

Helsingør Kraftvarmeværk får bæredygtig flis fra Danmark, Norden og Baltikum.

Aftalerne er nu på plads og underskrevet med de tre første leverandører af bæredygtigt flis til Helsingør Kraftvarmeværk. Dermed er den nødvendige biomasse sikret den første varmesæson på det fornyede værk – frem til næste sommer. Aftalerne betyder, at kunderne kan se frem til grøn energi basseret på bæredygtigt flis fra skovproduktion i Danmark, Norden og Baltikum. Samtidig betyder brugen af biomasse et fald i CO2-udledningen i fjernvarmeproduktionen på 88 procent. 

”Jeg er glad for, at vi nu har flis-leverancerne på plads. Det betyder, at vi kan gi’ kunderne den grønne fjernvarme, vi har lovet dem, og at CO2-udledningen vil blive reduceret markant. Dermed bidrager Helsingør Kraftvarmeværk med et væsentligt skridt i retningen af at indfri målene i kommunens vision om at blive CO2-neutral i 2050”, siger bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør Per Tærsbøl.

Opfylder krav til bæredygtig flis
I alt skal der bruges ca. 110.000 tons flis på årsbasis. Alle leverandører skal leve op til brancheaftalens krav om bæredygtig flis. Det betyder blandt andet, at der er krav om genplantning, at skoven skal være i vækst, og at biodiversitet og økosystemer skal opretholdes.

De valgte leverandører er:

Naturstyrelsen Nordsjælland, Södra Danmark og HedeDanmark.

Det er alle veletablerede leverandører på flismarkedet.  En stor del af flisen til Helsingør Kraftvarmeværk vil komme fra forskellige nordsjællandske skove og køre af forskellige veje til værket. En del vil blive sejlet ind til Hundested Havn og fragtet derfra i lastbiler. Og så vil en del blive losset af på kajen i Helsingør Havn og kørt de sidste få kilometer til værket på Energivej.  

Flere transportveje
Flisen kommer fra skove i Nordsjælland, resten af Danmark, Norden og Baltikum, og Helsingør Kraftvarmeværk har indgået aftaler om flis til levering på Energivej. Transport og logistik er overladt til leverandørerne.

”I Forsyning Helsingør er vi optaget af, om flisen kan leve op til bæredygtighedskravene. Vi har valgt tre leverandører hvilket giver forsyningssikkerhed og sikrer, at vi kan opnå konkurrencedygtige priser og den nødvendige kvalitet i leverancerne. Med valget af de tre leverandører får vi samtidig en større variation i de samlede transportveje, da flisen både ankommer til værket via vejnettet direkte fra skovene og via ruter fra havnene i Hundested og Helsingør”, udtaler Per Tærsbøl.

Forsøg med brug af Helsingør Havn
Havnebestyrelsen har efter vores leverandørers ønske givet en prøvetilladelse til losning af flis i Helsingør Havn det kommende vinterhalvår. Der bliver tale om 3-6 laster, som evalueres efterfølgende.

”Det er afgørende for os, at miljøpåvirkningerne i havnemiljøet bliver minimale. Derfor lægger vi også vægt på, at der er tale om en prøveperiode, og at forsøget skal evalueres. Og så må vi jo derefter se på, hvordan det er gået”, siger Per Tærsbøl.