Mange kandidater til bestyrelsesvalget

Presse

Bestyrelsesformand Per Tærsbøl glæder sig over, at der kan stemmespå hele 13 kandidater til valget af to bestyrelsesmedlemmer i Forsyning Helsingør.

Det er ikke kun Byrådet, der er valg til i dette efterår. Hos Forsyning Helsingør skal kunderne vælge to bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter til bestyrelserne i Forsyning Helsingør Vand A/S og Forsyning Helsingør Spildevand A/S. Det er lykkedes 13 forskellige kandidater at blive opstillingsberettiget.

”Det er glædeligt, at hele 13 kandidater nu er opstillingsberettiget til valget. Det er godt for demokratiet, at der er mange at vælge imellem. Jeg håber, vores kunder vil gribe chancen til at få direkte indflydelse på sammen-sætningen af bestyrelserne i de to selskaber”, udtaler bestyrelsesformand Per Tærsbøl, der samtidig opfordrer kunderne til at gå ind og læse om kandidaterne på Forsyning Helsingørs hjemmeside www.fh.dk.

Her er der oprettet en særlig valgside – hvor de 13 kandidater fortæller om dem selv og om deres motivation for at stille op.

Afstemningen løber fra den 27. oktober til den 16. november 2017.

Yderligere oplysninger:
Per Tærsbøl, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør, mobil: 2758 6305, bestyrelsesformand@fh.dk
Jacob Brønnum, adm. direktør, tlf.: 30 30 06 51, jbr@fh.dk