Formand håber på høj valgdeltagelse

Presse

Per Tærsbøl opfordrer kunderne til at deltage aktivt i valget til Forsyning Helsingørs bestyrelse. Der kan stemmes digitalt fra i dag den 27. oktober.

To bestyrelsesmedlemmer skal vælges af kunderne, og nu er den digitale afstemning til valget åbnet på Forsyning Helsingørs hjemmeside. Der skal findes to nye forbrugerrepræsentanter og to suppleanter til bestyrelserne i Forsyning Helsingør Vand A/S og Forsyning Helsingør Spildevand A/S. Valgkampen er gået i gang, og fra i dag den 27. oktober kan der stemmes på i alt 13 forskellige kandidater.

”Det er vigtigt, at de to repræsentanter har så stor opbakning fra kunderne som muligt. Derfor vil jeg gerne opfordre alle vores kunder til at deltage i valget og bruge deres demokratiske ret. Gå ind og tjek kandidaterne ud på vores hjemmeside, og sæt jeres kryds”, lyder opfordringen fra bestyrelsesformand Per Tærsbøl, der fortsætter:

”Rent drikkevand og sikker afledning af spildevand er af stor betydning for et velfungerende og miljøbevidst lokalsamfund. Det er kerneopgaver i Forsyning Helsingør, så de kommende forbrugerrepræsentanter kommer med til at præge væsentlige og vigtige beslutninger for fremtiden”.

I forhold til valget for fire år siden har flere kunder mulighed for at deltage denne gang. Nu er det alle myndige med fast bopæl eller dem, som er tinglyst ejer af et fritidshus i Selskabernes forsyningsområde.

De 13 kandidater kan ses på Forsyning Helsingørs valgside – hvor de blandt andet fortæller, hvorfor de hver især fortjener din stemme.   Det er også her, at kunderne har mulighed for at deltage i afstemningen, der løber fra den 27. oktober til den 16. november 2017.

Yderligere oplysninger:
Per Tærsbøl, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør, mobil: 2758 6305, bestyrelsesformand@fh.dk
Jacob Brønnum, adm. direktør, tlf.: 30 30 06 51, jbr@fh.dk